Det organisatoriske enhedsbillede. Giv det lige en tanke. Forestillingen om det overskuelige diagram, værdibilledet, organisationsmodellerne, der tilsyneladende afspejler sandheden i forenklet form og som skal fungere som pejlemærker i vores arbejdsliv. Besnærende forsimplinger. Forførende forestillinger om fællesskaber. Teksten spørger: Er vi ikke nået så langt i (selv)erkendelse, i selvforståelse som videnssamfund og i tiltro og tillid til den enkeltes etiske handlekraft, at direktioners, teoretikeres og konsulenters monopol på billeddannelse ikke længere er løsningen, men snarere problemet?
Her tages livtag med denne forestilling og bydes ind med, hvordan organisationer kan beriges ved at dyrke mangfoldigheden og kompleksiteten, ved at skabe nye billeder, der ikke nødvendigvis er den eneste sandhed, men er hjælpsomme billeder, metaforer og kort, endda over fremtidige landområder.

I en poetisk og provokativ form tager Dissings ledelsespoetik os med på en tour de force i ledelsesperspektiver og skriver ledelse frem, ikke som sofistikeret videnskab, men som det, der foregår på den yderste kant, hvor der ingen entydige svar er. På kanten digter forfatteren ledelse mere som poesi end videnskab, mere som kunst end håndværk. Ledelse som en affektiv disciplin, som med sin rettethed kan bevæge til forståelse og handling, fungere som konstruktion af meningsfulde tilknytningsmuligheder og som ledsagelse af organisationens skiftende positioneringer. Ledelse som relationsbaseret og samskabende proces gennem refleksive, integrerende dialogiske processer, som bevægelse og bevægende, en dans mellem tilknytning og adskillelse.
Det er et personligt credo, der ikke postulerer at være sandt, funderet i specifik teori eller evidensbaseret, men på trods heraf - eller netop på grund af dette - kan være meningsfuldt og brugbart. Læs, lad dig bevæge, dans med, lad dig tirre af tekstens anderledeshed. ”I en verden (..)domineret af en dødelig angst for alt kontingent, uigennemsigtigt og uforklarligt, udgør kunstnerisk fremstillet fiktion en vedvarende træningssession for det at skulle lære at leve med det ambivalente og det mystiske; den indgyder tolerance, mod og anerkendelse af det lunefulde, det kontingente, og det, der ikke helt kan forudbestemmes, forklares eller forudsiges; den fremmer forsoningen med det kontingente ved livet og det polyfoniske ved sandheden (Bauman 1997:119). Sådan en poetik finder du her.