Ledelse af professioner og professionalitet

Temaet for dette nummer af Lederliv er ledelse af professioner og professionalitet. Det er en klassisk problemstilling, hvordan profession og organisation på den ene side forudsætter hinanden, og støtter hinanden, og på den anden side kan være i et spændingsforhold og i konflikt med hinanden. Professioner kan have nogle idealer og forventninger, som de organisationer, de professionelle er ansat i, ikke altid kan leve op til. Det omvendte gør sig også gældende. Nogle gange stiller organisationer større krav til professionerne, end de kan leve op til.

Skoleudvikling er siden 00’erne blevet en central del af skoleledelsens arbejde. Fordringen knytter sig i høj grad til en politisk forventning om forandring af alle. Et af ledelsesgrebene fokuserer på lærere og pædagogers professionelle udvikling, der går via skolers interne ressourcepersoner med afsæt i begrebet distribueret ledelse. I samarbejdet mellem ressourcepersoner og kolleger skaber den ledelsesstrategiske forståelse, hvor kollegial forandring bliver en central funktion for ressourcepersoner, dog afkobling hos både ressourcepersoner og deres kolleger. Artiklen interesserer sig på den baggrund for to forhold, der vedrører denne problematik: Hvordan kan vi forstå konstruktionen af ressourcepersoner som en central funktion for kollegaforandring? Hvilke implikationer har det for skoleledelse? Sigtet er at bidrage til skoleledelsens håndtering af intern medarbejderudvikling. Artiklen konkluderer, at ressourcepersoner ikke genkender sig selv som ledelse, og kolleger ikke genkender deres primære opgave, når de selv bliver forandringsgenstanden. Ledelse må derfor opgive ideen om distribution af formel ledelse til ressourcepersoner med kolleger som den centrale forandringsgenstand.

På Kolind Skole anvendes læringsvideoer som et virksomt middel til kobling mellem teori og praksis ind i deres ledelse af praksisintegreret professionsudvikling, der forbinder sig til skolens arbejde med og i professionelle læringsfællesskaber. Gennem udvikling af trygge rum og med tydelig og ensartet rammesætning lykkes det skolen at etablere kontinuerlige læreprocesser, der udvikler det fagprofessionelle sprog og skaber løbende forbedringer i praksis. Dette er fremkommet af et aktionsforskningsforløb på skolen, som denne artikel har til formål at formidle gennem praksisbeskrivelser, teoretiske refleksioner og diskussioner om, hvordan fagprofessioner kan styrkes ved at forstå professionsudvikling og organisatoriske læreprocesser som central ledelsespraksis.

Kommunale indsatser med fokus på professionel praksisudvikling har gennem en årrække præget den danske folkeskole. Projekter er igangsat med forventning om den formelle skoleledelses implementering og omsætning af indsatserne i praksis. Ressourcepersoner har i den forbindelse været en ofte anvendt kommunal strategi i arbejdet med at realisere de kommunale forventninger. Denne vertikale implementeringskæde, hvor forvaltningstiltag forventes at sive ned gennem systemet, genererer forskellige problemstillinger. Artiklen, der baserer sig på to ph.d.-afhandlinger, adresserer fagprofessionelle, der i samarbejde med ressourcepersoner, er tiltænkt at være det sidste realiserende led i kæden. De strategiske indsatser synes her at ekskludere de fagprofessionelles mulighed for at være aktivt deltagende i den professionelle praksisudvikling. Forvaltninger og skolens ledelse får derfor en opgave med at træffe beslutninger, der bidrager til, at de fagprofessionelle bliver inkluderet og dermed reelt får mulighed for at deltage i at realisere de strategiske indsatser. På den baggrund spørger artiklen hvordan kan fagprofessionelle i den danske folkeskole blive inkluderet i det strategiske udviklingsarbejde om faglig praksisudvikling i samarbejdet med ressourcepersoner? Artiklen konkluderer, at forvaltninger og ledelse i højere grad må være selvobservante og iagttage, hvilke forudsætninger de bygger deres beslutninger på og herigennem kontrollere og opbygge deres resonanskapabilitet.

Professionalisering forbindes typisk med en række positive konnotationer. På den baggrund er professionalisering ofte noget, som alle kan blive enige om at støtte, men af forskellige grunde. Med andre ord kan der være forskellige opfattelser af, hvad professionalisering indebærer og bidrager til. Professionsforskning har betonet, at forskellige perspektiver på professionalisering ofte udspringer af, hvorvidt professionalisering anskues fra de fagprofessionelles perspektiv, dvs. ”indefra”, eller fra andre, eksempelvis overordnede, dvs. ”udefra”.

Med udgangspunkt i empiriske data fra et strategisk udviklingsprojekt om samskabelse ved uddannelsesbiblioteker i Danmark, som havde til hensigt at styrke og professionalisere arbejdet på dette område, vil jeg i denne artikel vise hvordan et neo-institutionelt perspektiv kan nuancere denne modstilling mellem forskellige positioner ved at sætte fokus på de legitimeringssystemer og -former, som kan motivere og fremme men også kan udøve modstand og hæmme strategiske udviklingstiltag med henblik på at styrke og professionalisere arbejdet med samskabelse på bibliotekerne.

Mangel på blandt andet social- og sundhedsuddannede, sygeplejersker og pædagoger bliver en af velfærdssamfundets allerstørste udfordringer i de kommende år. De decentrale, offentlige ledere kan ikke løse denne udfordring på egen hånd, men de bliver nødt til at håndtere situationen på bedste vis, da intet tyder på, at udfordringerne bliver mindre i de kommende år. Artiklen forsøger at skabe overblik over forskningslitteraturens bud på, hvordan decentrale, offentlige ledere kan fastholde og rekruttere kvalificerede medarbejdere på et arbejdsmarked med mangel på arbejdskraft. Selvom situationen er vanskelig, demonstrerer artiklen, at decentrale ledere faktisk har en række forskellige handlemuligheder, der kan være med til at afbøde konsekvenserne af manglen på arbejdskraft ved at skabe attraktive, rummelige og innovative arbejdspladser.