Mangel på blandt andet social- og sundhedsuddannede, sygeplejersker og pædagoger bliver en af velfærdssamfundets allerstørste udfordringer i de kommende år. De decentrale, offentlige ledere kan ikke løse denne udfordring på egen hånd, men de bliver nødt til at håndtere situationen på bedste vis, da intet tyder på, at udfordringerne bliver mindre i de kommende år. Artiklen forsøger at skabe overblik over forskningslitteraturens bud på, hvordan decentrale, offentlige ledere kan fastholde og rekruttere kvalificerede medarbejdere på et arbejdsmarked med mangel på arbejdskraft. Selvom situationen er vanskelig, demonstrerer artiklen, at decentrale ledere faktisk har en række forskellige handlemuligheder, der kan være med til at afbøde konsekvenserne af manglen på arbejdskraft ved at skabe attraktive, rummelige og innovative arbejdspladser.

Artiklen diskuterer på baggrund af en kvalitativ undersøgelse i seks kommuner forvaltningernes erfaringer og strategier i forbindelse med Covid-19-krisen. Artiklen er en del af et større AP Møller-støttet projekt om, hvad man kan lære af krisens håndtering. Analysen er baseret på et omfattende interviewmateriale med skolechefer, forvaltningskonsulenter og skoleledere, og den viser, at der til trods for en overordnet, national styring kan identificeres forskellige lokale, praktiserede strategier.

Implementering i offentlige organisationer og lederuddannelse er begge områder, som er tidskrævende at gennemføre. I en tid hvor det offentlige område er presset på økonomi, personaleressourcer og pandamitrusler må der skabes stærkere forbindelser mellem ledere, medarbejdere, organisationer og uddannelser. Teksten viser, hvordan ledere kan arbejde med implementering, som er forbundet med at tage og/eller bruge lederuddannelse. Pointen er, at stærkere forbindelser skabes, når den pragmatiske filosofi flytter ind i ledelse og i lederuddannelse.
Baggrunden for teksten er et følgeforskningsprojekt, som fulgte implementeringen af en velfærdsteknologi, Carendo, på et plejehjem i ¾ år.

Studiet udforsker samskabelse set fra frontlinjen. Vores påstand er, at den praksisviden, der findes hos medarbejdere og ledere, som udøver samskabelse hands-on i deres daglige arbejde, er et vigtigt input til ledere med samskabelse på den strategiske dagsorden. Med afsæt i interviews med 18 offentlige forvaltere, som arbejder hands-on med samskabelse i en dansk kommune undersøger studiet: 1. Hvordan offentlige medarbejdere praktiserer samskabelse 2. Hvilke rolle-opfattelser og mindset, der karakteriserer offentlige medarbejdere i rollen som frontlinje-samskabere Og 3. Hvilke faktorer af ledelsesmæssig og organisatorisk art, de oplever understøtter henholdsvis står i vejen for at lykkes med samskabelse. Med afsæt i et bredt – empirisk funderet – samskabelsesbegreb tilbyder artiklen en nuanceret forståelse af de mange forskellige måder, dette fænomen kan udfolde sig på i offentlige organisationer. Studiet viser, at frontlinje-samskaberne – med afsæt i deres praksisviden – er centrale aktører, som topledelsen kan trække på ift. at realisere de strategiske samskabelsesambitioner. På den baggrund udpeges en række konkrete indsatser, topledelsen kan benytte for at udmønte den strategiske ambition om at arbejde mere samskabende.

Ideelt set indebærer samskabelse ligeværdig inddragelse af berørte borgere i udviklingen af velfærd. Men hvordan kan man ledelsesmæssigt sikre den demokratiske inddragelse af borgere, der befinder sig i socialt udsatte positioner, og som typisk ikke inddrages? Dette søger artiklen svar på gennem en analyse af den ’hands-off’ såvel som ’hands-on’ ledelse af samskabelse, som bedrives af ledere og frontmedarbejdere i to forskellige cases mellem henholdsvis politi og borgere i et socialt udsat boligområde og mellem frontmedarbejdere og brugere på et værested for udsatte grupper. På baggrund heraf diskuteres de udfordringer og dilemmaer, der viser sig i ledelse af samskabelse med udsatte grupper, og der gives afslutningsvis en række anbefalinger til, hvordan ledere kan styrke de demokratiske processer i samskabelse.

En oplevelse af familiaritet er en væsentlig komponent ikke bare i individuelle parters indbyrdes involvering i samskabelsesprojekter, men spiller også en rolle i virksomheders og organisationers villighed til at investere tid og ressourcer i samarbejdsprocesser. At opbygge familiaritet og samhørighed er med andre ord en vigtig ledelsesopgave i forbindelse med samskabelse. Samtidig kræver opbygning af familiære tillidsbaserede forbindelser en type engagement, der på flere punkter adskiller sig fra strategisk tænkning og handling, og for ledere af samskabelse er det derfor ikke altid enkelt at forene en strategisk orientering med opbygning af familiaritet. Ikke desto mindre er det ofte en sådan kombination af det strategiske og familiære, som er behøvet. Med et begreb om det familiære engagement udforsker denne artikel betydningen af familiaritet som grundlag for deltagelse og som genstand for ledelse. Artiklen viser vigtigheden af et hverdagsarbejde, hvor lederens tilsyneladende trivielle handlinger i virkeligheden er udtryk for familiært engagement. Samtidig peger artiklen også på, at familiaritet ikke er en ensidigt ubesværet tilstand, men også har en anden famlende side, når forsøg på at opbygge familiaritet mislykkes, eller når familiariteten kommer i sammenstød med eksempelvis hensyn til et undersøgende og eksplorativt sigte i samskabelsen. Sådanne tilstande af mislykket familiaritet må lederen også håndtere i praksis.

Denne artikel bidrager til litteraturen om strategisk ledelse af samskabelse med viden om dynamikkerne i samskabelsesfacilitering. Artiklen tager afsæt i andres observationer af, hvordan den åbne skole er funderet på det paradoks, at den på én gang skal være ’skole’ forstået som iscenesat læringsrum og ’ikke-skole’ forstået som autentisk virkelighed. På den baggrund viser artiklen med inspiration fra Luhmanns systemteori, hvordan den kommunale facilitering af skolernes samarbejde med andre organisationer på forskellige måder skjuler dette paradoks, så beslutningerne om den åbne skole ser besluttelige ud. Artiklen konkluderer, at den kommunale facilitering derved på den ene side bidrager til at lette skolernes arbejde med at organisere den åbne skole. På den anden side risikerer den åbne skole imidlertid at blive lige så iscenesat og uautentisk som de læringsrum, skolen allerede tilbyder, og som samarbejdet med omverdenens organisationer i første omgang var tænkt som et modspil til. I lyset af artiklen er det oplagt at overveje, hvordan man fra kommunal side kan understøtte den åbne skole på en måde, som opretholder snarere end udvisker forskellene mellem skolen og dens omverden.

Artiklens formål er at undersøge strategisk ledelse af samskabelse med særligt fokus på, hvilke former for kompetenceudvikling og læring som strategisk ledelse af samskabelse kræver. Med udgangspunkt i fokusgruppedata fra et nationalt udviklingsprojekt på tværs af uddannelses- og universitetsbiblioteker i Danmark viser artiklen, at strategisk ledelse af samskabelse ikke alene omfatter klassisk strategisk ledelse med fokus på at prioritere nye tiltag og allokere tilstrækkelige ressourcer, men også mere dynamisk og læringsorienteret strategisk ledelse med fokus på at sikre de kompetencer, der skal til. Det omfatter dels proceskompetencer, der kan tilegnes, men også ”dybere” individuelle og organisatoriske læreprocesser.

Denne artikel fokuserer på, hvordan samskabende processer i relation til lokalsamfundsinddragende sundhedsindsatser ledes og praktiseres. Undersøgelsen er baseret på data fra et komparativt casestudie af tre kommunale sundhedsindsatser som har lokalsamfundsinddragelse og samskabelse som en integreret del af det overordnede formål med sundhedsindsatserne. Resultaterne af casestudiet viser, at organiseringen af den strategiske ledelse af samskabelse synes at være relateret til rollefordelingen blandt de deltagende aktører. I denne rollefordeling ses der en iboende, implicit magtfordeling blandt de deltagende aktører, hvor lokalsamfundsaktørerne indtager en relativt tilbagetrukne position, mens projektlederne varetager en rolle med beføjelser til at træffe beslutninger på vegne af lokalsamfundsaktørerne. Faciliteringen viser sig at være afgørende, da denne afføder de deltagende aktørers position i samskabelsesprocesserne. Der kan opstå en grundlæggende udfordring for den strategiske ledelse af samskabelse, hvis de deltagende aktører trækker sig fra de samskabende processer og der ikke etableres ejerskab og lokal forankring. Strategisk samskabelse kan anses som middel til at opnå nye kompetencer blandt både lokale aktører og centrale beslutningsdygtige enheder samt øget udbud og bredde inden for sundhedsindsatser. Derudover medvirker samskabelsen til øget sammenhængskraft i lokalsamfundene, nye mono- og tværfaglige netværk samt empowerment af lokale aktører.

I denne artikel introducerer vi et nyt begreb, som vi kalder etisk datasans (Staunæs, Bjerg, Juelskjær, Olesen 2021). Ambitionen med begrebet er at arbejde med et tillæg og alternativ til især amerikanske forståelser af dataliteracy, men også som et indspil i den uddannelsesledelse, der drives af alene begejstring eller modløshed, når data bliver et vilkår. I dag er alting data, som poeten Lone Hørslev i sin digtsamling Alt er data har udtrykt det, og vi tager det meste op som data og skaber dermed nye måder at arbejde på, nye former for samtaler og nye organiseringer af skolen – med datas hjælp. Udover begrebet etisk datasans, introducerer vi måder at tænke og praktisere etisk datasans gennem tænketeknologier og prototyper. Disse begreber er kvalificeret i en dansk uddannelseskontekst og i et tæt samarbejde mellem praktikere, konsulenter og forskere. Det har sin pointe. Der findes litteratur om data og dataledelse, internationalt set, men det meste er udviklet og afprøvet i langt mere hierarkiske kontekster og ikke holdt hen til en nordisk sammenhæng med de traditioner for samarbejde, demokrati og ledelse af selvledelse, der fungerer i danske uddannelsesinstitutioner...