En oplevelse af familiaritet er en væsentlig komponent ikke bare i individuelle parters indbyrdes involvering i samskabelsesprojekter, men spiller også en rolle i virksomheders og organisationers villighed til at investere tid og ressourcer i samarbejdsprocesser. At opbygge familiaritet og samhørighed er med andre ord en vigtig ledelsesopgave i forbindelse med samskabelse. Samtidig kræver opbygning af familiære tillidsbaserede forbindelser en type engagement, der på flere punkter adskiller sig fra strategisk tænkning og handling, og for ledere af samskabelse er det derfor ikke altid enkelt at forene en strategisk orientering med opbygning af familiaritet. Ikke desto mindre er det ofte en sådan kombination af det strategiske og familiære, som er behøvet. Med et begreb om det familiære engagement udforsker denne artikel betydningen af familiaritet som grundlag for deltagelse og som genstand for ledelse. Artiklen viser vigtigheden af et hverdagsarbejde, hvor lederens tilsyneladende trivielle handlinger i virkeligheden er udtryk for familiært engagement. Samtidig peger artiklen også på, at familiaritet ikke er en ensidigt ubesværet tilstand, men også har en anden famlende side, når forsøg på at opbygge familiaritet mislykkes, eller når familiariteten kommer i sammenstød med eksempelvis hensyn til et undersøgende og eksplorativt sigte i samskabelsen. Sådanne tilstande af mislykket familiaritet må lederen også håndtere i praksis.

Denne artikel bidrager til litteraturen om strategisk ledelse af samskabelse med viden om dynamikkerne i samskabelsesfacilitering. Artiklen tager afsæt i andres observationer af, hvordan den åbne skole er funderet på det paradoks, at den på én gang skal være ’skole’ forstået som iscenesat læringsrum og ’ikke-skole’ forstået som autentisk virkelighed. På den baggrund viser artiklen med inspiration fra Luhmanns systemteori, hvordan den kommunale facilitering af skolernes samarbejde med andre organisationer på forskellige måder skjuler dette paradoks, så beslutningerne om den åbne skole ser besluttelige ud. Artiklen konkluderer, at den kommunale facilitering derved på den ene side bidrager til at lette skolernes arbejde med at organisere den åbne skole. På den anden side risikerer den åbne skole imidlertid at blive lige så iscenesat og uautentisk som de læringsrum, skolen allerede tilbyder, og som samarbejdet med omverdenens organisationer i første omgang var tænkt som et modspil til. I lyset af artiklen er det oplagt at overveje, hvordan man fra kommunal side kan understøtte den åbne skole på en måde, som opretholder snarere end udvisker forskellene mellem skolen og dens omverden.

Artiklens formål er at undersøge strategisk ledelse af samskabelse med særligt fokus på, hvilke former for kompetenceudvikling og læring som strategisk ledelse af samskabelse kræver. Med udgangspunkt i fokusgruppedata fra et nationalt udviklingsprojekt på tværs af uddannelses- og universitetsbiblioteker i Danmark viser artiklen, at strategisk ledelse af samskabelse ikke alene omfatter klassisk strategisk ledelse med fokus på at prioritere nye tiltag og allokere tilstrækkelige ressourcer, men også mere dynamisk og læringsorienteret strategisk ledelse med fokus på at sikre de kompetencer, der skal til. Det omfatter dels proceskompetencer, der kan tilegnes, men også ”dybere” individuelle og organisatoriske læreprocesser.

Denne artikel fokuserer på, hvordan samskabende processer i relation til lokalsamfundsinddragende sundhedsindsatser ledes og praktiseres. Undersøgelsen er baseret på data fra et komparativt casestudie af tre kommunale sundhedsindsatser som har lokalsamfundsinddragelse og samskabelse som en integreret del af det overordnede formål med sundhedsindsatserne. Resultaterne af casestudiet viser, at organiseringen af den strategiske ledelse af samskabelse synes at være relateret til rollefordelingen blandt de deltagende aktører. I denne rollefordeling ses der en iboende, implicit magtfordeling blandt de deltagende aktører, hvor lokalsamfundsaktørerne indtager en relativt tilbagetrukne position, mens projektlederne varetager en rolle med beføjelser til at træffe beslutninger på vegne af lokalsamfundsaktørerne. Faciliteringen viser sig at være afgørende, da denne afføder de deltagende aktørers position i samskabelsesprocesserne. Der kan opstå en grundlæggende udfordring for den strategiske ledelse af samskabelse, hvis de deltagende aktører trækker sig fra de samskabende processer og der ikke etableres ejerskab og lokal forankring. Strategisk samskabelse kan anses som middel til at opnå nye kompetencer blandt både lokale aktører og centrale beslutningsdygtige enheder samt øget udbud og bredde inden for sundhedsindsatser. Derudover medvirker samskabelsen til øget sammenhængskraft i lokalsamfundene, nye mono- og tværfaglige netværk samt empowerment af lokale aktører.

I denne artikel introducerer vi et nyt begreb, som vi kalder etisk datasans (Staunæs, Bjerg, Juelskjær, Olesen 2021). Ambitionen med begrebet er at arbejde med et tillæg og alternativ til især amerikanske forståelser af dataliteracy, men også som et indspil i den uddannelsesledelse, der drives af alene begejstring eller modløshed, når data bliver et vilkår. I dag er alting data, som poeten Lone Hørslev i sin digtsamling Alt er data har udtrykt det, og vi tager det meste op som data og skaber dermed nye måder at arbejde på, nye former for samtaler og nye organiseringer af skolen – med datas hjælp. Udover begrebet etisk datasans, introducerer vi måder at tænke og praktisere etisk datasans gennem tænketeknologier og prototyper. Disse begreber er kvalificeret i en dansk uddannelseskontekst og i et tæt samarbejde mellem praktikere, konsulenter og forskere. Det har sin pointe. Der findes litteratur om data og dataledelse, internationalt set, men det meste er udviklet og afprøvet i langt mere hierarkiske kontekster og ikke holdt hen til en nordisk sammenhæng med de traditioner for samarbejde, demokrati og ledelse af selvledelse, der fungerer i danske uddannelsesinstitutioner...

Gennem de seneste mere end 50 år har der gradvist udviklet sig et ideal i om, at god ledelse i den offentlige sektor også er refleksiv ledelse. Der er imidlertid mange forskellige bud på, hvad refleksiv ledelse egentlig betegner, og hvorfor det er så godt. På den baggrund udvikler denne artikel en typologi over refleksiv ledelse med henblik på at skabe overblik over feltet og gøre det muligt at skelne forskellige tilgange til refleksiv ledelse fra hinanden. Typologien indeholder fire forskellige typer refleksiv ledelse: fortolkningsbaseret, perspektivistisk, databaseret og situationsbetinget. Artiklen bidrager til udviklingen af et mere nuanceret sprog til at tale om refleksiv ledelse og dermed til at anskueliggøre, at der er forskellige måder at indfri idealet om refleksiv ledelse. Dermed er det artiklens ambition at skabe klarhed og inspiration til velfærdsledere samt at etablere et grundlag for, at disse ledere kan forholde refleksivt til deres arbejde med at bedrive refleksiv ledelse.

I essayet ser jeg på vaner og vaners betydning for forandringsprojekter. Først ser jeg nærmere på, hvorfor vaner er vigtige i forhold til forandringer. Forandring af adfærd handler ikke blot om at oplyse eller motivere medarbejderne for nødvendigheden af forandring. Der må også arbejdes med deres vaner som råmateriale for forandring. Derefter vil jeg se nærmere på, hvad vaner er. Vaner kan forstås som mere eller mindre automatisk gentagelig adfærd, hvor vi reagerer ens på kendte situationer, men de er også dispositioner til at handle og tænke, som griber dybt ind i vores måde at erfare både kendte og ukendte situationer på. Sidst ser jeg nærmere på, hvordan vaner kan ændres. Her må lederen være opmærksom på aspekter som materielle og sociale omgivelser, meningsskabelse, tålmodighed og evaluering af vaneændringer.

Der har de seneste år været fokus på at revitalisere den faglige dimension i ledelse. I dette skriv afdækker vi, hvori denne efterspørgsel efter en såkaldt faglig ledelse 2.0 består. Vi præsenterer forskellige definitoriske veje til at begribe begrebet, herunder tre teoretiske tilgange (det interventionistiske, interaktionistiske og autopoietiske perspektiv). Og vi giver nogle ten-tative bud på, hvilke grundlæggende elementer faglig ledelse 2.0 virker igennem. Vi er såle-des på jagt efter svar på tre fundamentale spørgsmål: Hvorfor faglig ledelse? Hvad er faglig ledelse? Hvordan faglig ledelse? Med henblik at bringe klarhed over den faglige ledelses bevæggrunde, begreber og basiselementer.

Det organisatoriske enhedsbillede. Giv det lige en tanke. Forestillingen om det overskuelige diagram, værdibilledet, organisationsmodellerne, der tilsyneladende afspejler sandheden i forenklet form og som skal fungere som pejlemærker i vores arbejdsliv. Besnærende forsimplinger. Forførende forestillinger om fællesskaber. Teksten spørger: Er vi ikke nået så langt i (selv)erkendelse, i selvforståelse som videnssamfund og i tiltro og tillid til den enkeltes etiske handlekraft, at direktioners, teoretikeres og konsulenters monopol på billeddannelse ikke længere er løsningen, men snarere problemet?
Her tages livtag med denne forestilling og bydes ind med, hvordan organisationer kan beriges ved at dyrke mangfoldigheden og kompleksiteten, ved at skabe nye billeder, der ikke nødvendigvis er den eneste sandhed, men er hjælpsomme billeder, metaforer og kort, endda over fremtidige landområder.

I en poetisk og provokativ form tager Dissings ledelsespoetik os med på en tour de force i ledelsesperspektiver og skriver ledelse frem, ikke som sofistikeret videnskab, men som det, der foregår på den yderste kant, hvor der ingen entydige svar er. På kanten digter forfatteren ledelse mere som poesi end videnskab, mere som kunst end håndværk. Ledelse som en affektiv disciplin, som med sin rettethed kan bevæge til forståelse og handling, fungere som konstruktion af meningsfulde tilknytningsmuligheder og som ledsagelse af organisationens skiftende positioneringer. Ledelse som relationsbaseret og samskabende proces gennem refleksive, integrerende dialogiske processer, som bevægelse og bevægende, en dans mellem tilknytning og adskillelse.
Det er et personligt credo, der ikke postulerer at være sandt, funderet i specifik teori eller evidensbaseret, men på trods heraf - eller netop på grund af dette - kan være meningsfuldt og brugbart. Læs, lad dig bevæge, dans med, lad dig tirre af tekstens anderledeshed. ”I en verden (..)domineret af en dødelig angst for alt kontingent, uigennemsigtigt og uforklarligt, udgør kunstnerisk fremstillet fiktion en vedvarende træningssession for det at skulle lære at leve med det ambivalente og det mystiske; den indgyder tolerance, mod og anerkendelse af det lunefulde, det kontingente, og det, der ikke helt kan forudbestemmes, forklares eller forudsiges; den fremmer forsoningen med det kontingente ved livet og det polyfoniske ved sandheden (Bauman 1997:119). Sådan en poetik finder du her.