Teamledelse

Case om distribueret ledelse og rum til at lede

Casen tager afsæt i en konkret problemstilling, hvor en jobcenterleder, som følge af organisationsændringer, øgede krav og et større ledelsesansvar, ønskede sig mere tid til at lede. En opgave på Diplom i ledelse igangsatte en proces, hvor målet blev at finde plads til at lede på nye måder og hvor andre kollegers viden og kunnen blev bragt i spil. Ønsket var, at ansvaret for de faglige spørgsmål kunne uddelegeres til en faglig specialist. Casen handler om lederens overvejelser i processen med at iværksætte distribueret ledelse og hvilke tiltag, der kan iværksættes for at give ledelsesopgaven mere plads, samt erfaringer med at planlægge og gennemføre forandringer ift at skabe ledelsesrum.

Faglig ledelse

Faglig ledelse har fyldt meget i den offentlige debat om offentlig ledelse i de senere år. Efter en periode med fokus på generiske ledelseskompetencer er lederens faglighed igen kommet i fokus. Men hvad indebærer faglig ledelse? I denne artikel besvarer vi det spørgsmål ved at tage udgangspunkt i forskningslitteraturen om fagprofessionelle frontlinjemedarbejdere og litteraturen om offentlig ledelse. På den baggrund argumenterer vi for, at faglig ledelse er en relationel ledelsesadfærd, der er rettet mod at aktivere faglig viden og normer og udvikle stærke faglige fællesskaber, med henblik på at kvalificere den faglige skønsudøvelse, sikre bevidste og fagligt funderede prioriteringer og understøtte håndteringen af moralske og følelsesmæssige belastninger i arbejdet. Vi giver eksempler på faglig ledelse fra vores forskning på henholdsvis dagtilbudsområdet og området for udsatte børn og familier.

”Der er brug for at udvikle nye metoder til at bevæge ledelse”

Poula Helth har netop forsvaret sin ph.d.- afhandling ”Learning in practice”, hvor hun gennem sin forskning har fundet metoder til, hvordan ledere og ikke mindst deres organisationer forstærker det fælles fokus på ledelse gennem udvikling i daglige ledergrupper, teams og netværksgrupper. Helth viser, hvordan potentialet i at udvikle lederskab gennem fællesskaber er langt større, end det er gennem den enkelte leder, hvor udviklingen ofte sker afsondret fra den kontekst ledelse foregår i. Karsten Mellon fra LEDERLIV har interviewet Poula Helth omkring forskningsresultaterne. Læs interviewet her.

Kollaborativt lederskab

Kollaborativt lederskab centrerer sig om begreber som inddragelse og ansvarlighed, for at underbygge et nyt fokus på succes, hvor fokus er på fællesskab, funderet på samarbejde og kompromis. Denne artikel viser, hvorledes kollaborativ ledelse kan bedrives og giver konkrete værktøjer og illustrationer herpå

Legens komplekse lethed

Ofte afvises legen som noget useriøst og barnligt, men gennem artiklen skitseres rammerne til en model for, hvordan vi organisatorisk og ledelsesmæssigt kan styrke kreativitet, innovation og produktivitet gennem en ny forståelse og iscenesættelse af den organisatoriske leg. Gennem artiklen kobles modellen til et strategisk og ledelsesmæssigt mulighedsrum, der kan sætte legen i spil i forskellige kontekster.

Hvad neuroplasticitet bibringer organisatorisk tænkning

Denne artikel indeholder videnskabsteoretiske refleksioner over, hvordan socialkonstruktionisme og kognitivisme kan ”tale sammen”. Dernæst et begrebsafklarende besøg i plastisk hjerneteori, for til sidst at reflektere over, hvordan begreber om plasticitet kan berige organisatorisk forståelse i forbindelse med lederes og medarbejderes forandringer, erkendelser, og dokumentation af forandringerne og tilstande.

Relationel koordinering

En introduktion til Jody Hoffer Gittel’s evidensbaserede teori om medarbejdernes koordinering i komplekse tværgående arbejdsprocesser. Teorien om relationel koordinering har en stigende indflydelse på udvikling og forbedring af arbejdsprocesser og organisering af kerneydelserne i den offentlige og private sektor i dag. Artiklen er dels en introduktion til teoriens praktiske fokus, dels en præsentation af forskningsresultaterne bag teorien om relationel koordinering og dels en præsentation af et beslutnings- og procesdesign for ledelse af forandringer, der har til formål at udvikle arbejdsprocesser, der øger relationel koordinering i organisationerne.

Tsunamiledelse

I Tsunamiledelse bølger fortællinger og refleksioner over ledelse i forskellige paradigmer og hvilke mulighedsrum lederen får for at manøvrere i foranderligheden og håndtere usikkerheden, alt efter hvilket blik lederen anlægger på sin virkelighed. Artiklen er skrevet ud fra et konstruktionsperspektiv og undersøger organisatoriske metaforers betydninger for den sociale virkelighed, der skabes gennem vores sprogbrug og blikke på virkeligheden. Artiklen afsluttes med ”Ti bud på tsunamiledelse”

Tilmelding til Teamledelse