- inspiration til livet som leder
Lederliv- inspiration til livet som leder
Forfatteren undersøger, hvordan det historiske begreb ’kollektiv ledelse’ adskiller sig fra eller ligner nyere frisættende ledelsestilgange som tillidsbaseret ledelse, samskabelse og distribueret ledelse. Kollektiv ledelse og samskabelse kræver, at ledelsen frigiver magt og tager risici uden sikre resultater. Distribueret ledelse og tillidsbaseret ledelse er mindre risikable, da ledelsen kontrollerer magtafgivelsen.
Hensigten med denne artikel er at formidle den viden, der er om tillid i midlertidige teams. Formidlingen vil tage udgangspunkt i spørgsmålet: Hvordan fremmer man ledelsesmæssigt tilliden i midlertidige teams og overskrider den begrænsning, der kan være i det rollebaserede samarbejde? Udgangspunktet for artiklen er forskningsartiklen ”Swift Trust in Temporary Groups” af Meyerson, Weick og Kramer 1996. Herefter viser artiklen, hvordan Luhmanns tillidsbegreb kan belyse ”Swift Trust’’.
Skoleudvikling er siden 00’erne blevet en central del af skoleledelsens arbejde. Fordringen knytter sig i høj grad til en politisk forventning om forandring af alle. Et af ledelsesgrebene fokuserer på lærere og pædagogers professionelle udvikling, der går via skolers interne ressourcepersoner med afsæt i begrebet distribueret ledelse. I samarbejdet mellem ressourcepersoner og kolleger skaber den ledelsesstrategiske forståelse, hvor kollegial forandring bliver en central funktion for ressourcepersoner, dog afkobling hos både ressourcepersoner og deres kolleger. Artiklen interesserer sig på den baggrund for to forhold, der vedrører denne problematik: Hvordan kan vi forstå konstruktionen af ressourcepersoner som en central funktion for kollegaforandring? Hvilke implikationer har det for skoleledelse? Sigtet er at bidrage til skoleledelsens håndtering af intern medarbejderudvikling. Artiklen konkluderer, at ressourcepersoner ikke genkender sig selv som ledelse, og kolleger ikke genkender deres primære opgave, når de selv bliver forandringsgenstanden. Ledelse må derfor opgive ideen om distribution af formel ledelse til ressourcepersoner med kolleger som den centrale forandringsgenstand.
Kommunale indsatser med fokus på professionel praksisudvikling har gennem en årrække præget den danske folkeskole. Projekter er igangsat med forventning om den formelle skoleledelses implementering og omsætning af indsatserne i praksis. Ressourcepersoner har i den forbindelse været en ofte anvendt kommunal strategi i arbejdet med at realisere de kommunale forventninger. Denne vertikale implementeringskæde, hvor forvaltningstiltag forventes at sive ned gennem systemet, genererer forskellige problemstillinger. Artiklen, der baserer sig på to ph.d.-afhandlinger, adresserer fagprofessionelle, der i samarbejde med ressourcepersoner, er tiltænkt at være det sidste realiserende led i kæden. De strategiske indsatser synes her at ekskludere de fagprofessionelles mulighed for at være aktivt deltagende i den professionelle praksisudvikling. Forvaltninger og skolens ledelse får derfor en opgave med at træffe beslutninger, der bidrager til, at de fagprofessionelle bliver inkluderet og dermed reelt får mulighed for at deltage i at realisere de strategiske indsatser. På den baggrund spørger artiklen hvordan kan fagprofessionelle i den danske folkeskole blive inkluderet i det strategiske udviklingsarbejde om faglig praksisudvikling i samarbejdet med ressourcepersoner? Artiklen konkluderer, at forvaltninger og ledelse i højere grad må være selvobservante og iagttage, hvilke forudsætninger de bygger deres beslutninger på og herigennem kontrollere og opbygge deres resonanskapabilitet.
Professionalisering forbindes typisk med en række positive konnotationer. På den baggrund er professionalisering ofte noget, som alle kan blive enige om at støtte, men af forskellige grunde. Med andre ord kan der være forskellige opfattelser af, hvad professionalisering indebærer og bidrager til. Professionsforskning har betonet, at forskellige perspektiver på professionalisering ofte udspringer af, hvorvidt professionalisering anskues fra de fagprofessionelles perspektiv, dvs. ”indefra”, eller fra andre, eksempelvis overordnede, dvs. ”udefra”.
Med udgangspunkt i empiriske data fra et strategisk udviklingsprojekt om samskabelse ved uddannelsesbiblioteker i Danmark, som havde til hensigt at styrke og professionalisere arbejdet på dette område, vil jeg i denne artikel vise hvordan et neo-institutionelt perspektiv kan nuancere denne modstilling mellem forskellige positioner ved at sætte fokus på de legitimeringssystemer og -former, som kan motivere og fremme men også kan udøve modstand og hæmme strategiske udviklingstiltag med henblik på at styrke og professionalisere arbejdet med samskabelse på bibliotekerne.
En oplevelse af familiaritet er en væsentlig komponent ikke bare i individuelle parters indbyrdes involvering i samskabelsesprojekter, men spiller også en rolle i virksomheders og organisationers villighed til at investere tid og ressourcer i samarbejdsprocesser. At opbygge familiaritet og samhørighed er med andre ord en vigtig ledelsesopgave i forbindelse med samskabelse. Samtidig kræver opbygning af familiære tillidsbaserede forbindelser en type engagement, der på flere punkter adskiller sig fra strategisk tænkning og handling, og for ledere af samskabelse er det derfor ikke altid enkelt at forene en strategisk orientering med opbygning af familiaritet. Ikke desto mindre er det ofte en sådan kombination af det strategiske og familiære, som er behøvet. Med et begreb om det familiære engagement udforsker denne artikel betydningen af familiaritet som grundlag for deltagelse og som genstand for ledelse. Artiklen viser vigtigheden af et hverdagsarbejde, hvor lederens tilsyneladende trivielle handlinger i virkeligheden er udtryk for familiært engagement. Samtidig peger artiklen også på, at familiaritet ikke er en ensidigt ubesværet tilstand, men også har en anden famlende side, når forsøg på at opbygge familiaritet mislykkes, eller når familiariteten kommer i sammenstød med eksempelvis hensyn til et undersøgende og eksplorativt sigte i samskabelsen. Sådanne tilstande af mislykket familiaritet må lederen også håndtere i praksis.
Denne artikel har til formål at underbygge følgende hypotese: Hvis vi har en mangelfuld begrebsmæssig afklaring af samskabelsesbegrebet, så medfører det forhindringer i at udføre samskabelse i praksis. Vi underbygger validiteten af hypotesen gennem en model, der forklarer forholdet mellem forståelse, vilje, kompetence og handling. Hypotesen bliver undersøgt gennem en spørgeskemaundersøgelse samt en workshop, hvor respondenterne er inviteret til at fortolke nøgleindsigterne i spørgeskemaet. På baggrund heraf præsenteres en model for samskabelse, som kan bruges til at forstå begrebet, forstå formålet med samskabelse og evaluere værdien af samskabelsesprocesser. Ved at benytte modellen bliver samskabelsesbegrebet operationaliseret og handlingsvejledende. Den præsenterede model for samskabelse er uafhængig af den gængse forståelse af samskabelse, som understreger nødvendigheden af et samarbejde mellem eksterne og interne interessenter.
Faglig ledelse har fyldt meget i den offentlige debat om offentlig ledelse i de senere år. Efter en periode med fokus på generiske ledelseskompetencer er lederens faglighed igen kommet i fokus. Men hvad indebærer faglig ledelse? I denne artikel besvarer vi det spørgsmål ved at tage udgangspunkt i forskningslitteraturen om fagprofessionelle frontlinjemedarbejdere og litteraturen om offentlig ledelse. På den baggrund argumenterer vi for, at faglig ledelse er en relationel ledelsesadfærd, der er rettet mod at aktivere faglig viden og normer og udvikle stærke faglige fællesskaber, med henblik på at kvalificere den faglige skønsudøvelse, sikre bevidste og fagligt funderede prioriteringer og understøtte håndteringen af moralske og følelsesmæssige belastninger i arbejdet. Vi giver eksempler på faglig ledelse fra vores forskning på henholdsvis dagtilbudsområdet og området for udsatte børn og familier.
Dette bidrag har til formål at udfolde hvordan faglig ledelse kan udøves i praksis. Det er et bidrag, der positionerer sig hvor faglig ledelse er en aktivitet, der udøves af formelle ledere tæt på de ansatte: frontlinjelederne. På baggrund af teoretisk litteratur og sekundære empiriske data opstilles og diskuteres en model for procesledelse i faglig ledelse, hvor de fire faktorer der udgør modellen er 1) at organisationens faglige processer er i centrum for ledelse, hvor 2) lederen er tæt på de ansatte ved tilstedeværelse i arbejdsfællesskabet, hvor 3) lederen befinder sig i en formel lederrolle overfor de ansatte og hvor 4) procesledelse er en planlagt og faciliteret aktivitet, ligesom der foreligger planer for systematisk feedback og dialog med de ansatte.
På baggrund af den reformering og modernisering, de offentlige velfærdsinstitutioner har gennemløbet de sidste godt 30 år, er ledelsesprofessionalisering blevet en tydelig diskurs. Hvor en institutionsleder tidligere ansattes på baggrund af erfaringer og faglig karriere inden for et givet område, er det i dag det almindeligste, at der nu også forventes en teoretisk lederuddannelse, hvor blikket for organisation, kontrol med de organisatoriske processer ...