Organisation og processer

Familiaritet i samskabelse

En oplevelse af familiaritet er en væsentlig komponent ikke bare i individuelle parters indbyrdes involvering i samskabelsesprojekter, men spiller også en rolle i virksomheders og organisationers villighed til at investere tid og ressourcer i samarbejdsprocesser. At opbygge familiaritet og samhørighed er med andre ord en vigtig ledelsesopgave i forbindelse med samskabelse. Samtidig kræver opbygning af familiære tillidsbaserede forbindelser en type engagement, der på flere punkter adskiller sig fra strategisk tænkning og handling, og for ledere af samskabelse er det derfor ikke altid enkelt at forene en strategisk orientering med opbygning af familiaritet. Ikke desto mindre er det ofte en sådan kombination af det strategiske og familiære, som er behøvet. Med et begreb om det familiære engagement udforsker denne artikel betydningen af familiaritet som grundlag for deltagelse og som genstand for ledelse. Artiklen viser vigtigheden af et hverdagsarbejde, hvor lederens tilsyneladende trivielle handlinger i virkeligheden er udtryk for familiært engagement. Samtidig peger artiklen også på, at familiaritet ikke er en ensidigt ubesværet tilstand, men også har en anden famlende side, når forsøg på at opbygge familiaritet mislykkes, eller når familiariteten kommer i sammenstød med eksempelvis hensyn til et undersøgende og eksplorativt sigte i samskabelsen. Sådanne tilstande af mislykket familiaritet må lederen også håndtere i praksis.

Er samskabelse et luftkastel?

Denne artikel har til formål at underbygge følgende hypotese: Hvis vi har en mangelfuld begrebsmæssig afklaring af samskabelsesbegrebet, så medfører det forhindringer i at udføre samskabelse i praksis. Vi underbygger validiteten af hypotesen gennem en model, der forklarer forholdet mellem forståelse, vilje, kompetence og handling. Hypotesen bliver undersøgt gennem en spørgeskemaundersøgelse samt en workshop, hvor respondenterne er inviteret til at fortolke nøgleindsigterne i spørgeskemaet. På baggrund heraf præsenteres en model for samskabelse, som kan bruges til at forstå begrebet, forstå formålet med samskabelse og evaluere værdien af samskabelsesprocesser. Ved at benytte modellen bliver samskabelsesbegrebet operationaliseret og handlingsvejledende. Den præsenterede model for samskabelse er uafhængig af den gængse forståelse af samskabelse, som understreger nødvendigheden af et samarbejde mellem eksterne og interne interessenter.

Faglig ledelse

Faglig ledelse har fyldt meget i den offentlige debat om offentlig ledelse i de senere år. Efter en periode med fokus på generiske ledelseskompetencer er lederens faglighed igen kommet i fokus. Men hvad indebærer faglig ledelse? I denne artikel besvarer vi det spørgsmål ved at tage udgangspunkt i forskningslitteraturen om fagprofessionelle frontlinjemedarbejdere og litteraturen om offentlig ledelse. På den baggrund argumenterer vi for, at faglig ledelse er en relationel ledelsesadfærd, der er rettet mod at aktivere faglig viden og normer og udvikle stærke faglige fællesskaber, med henblik på at kvalificere den faglige skønsudøvelse, sikre bevidste og fagligt funderede prioriteringer og understøtte håndteringen af moralske og følelsesmæssige belastninger i arbejdet. Vi giver eksempler på faglig ledelse fra vores forskning på henholdsvis dagtilbudsområdet og området for udsatte børn og familier.

En model for procesledelse i faglig ledelse

Dette bidrag har til formål at udfolde hvordan faglig ledelse kan udøves i praksis. Det er et bidrag, der positionerer sig hvor faglig ledelse er en aktivitet, der udøves af formelle ledere tæt på de ansatte: frontlinjelederne. På baggrund af teoretisk litteratur og sekundære empiriske data opstilles og diskuteres en model for procesledelse i faglig ledelse, hvor de fire faktorer der udgør modellen er 1) at organisationens faglige processer er i centrum for ledelse, hvor 2) lederen er tæt på de ansatte ved tilstedeværelse i arbejdsfællesskabet, hvor 3) lederen befinder sig i en formel lederrolle overfor de ansatte og hvor 4) procesledelse er en planlagt og faciliteret aktivitet, ligesom der foreligger planer for systematisk feedback og dialog med de ansatte.

Faglig mellemledelse

På baggrund af den reformering og modernisering, de offentlige velfærdsinstitutioner har gennemløbet de sidste godt 30 år, er ledelsesprofessionalisering blevet en tydelig diskurs. Hvor en institutionsleder tidligere ansattes på baggrund af erfaringer og faglig karriere inden for et givet område, er det i dag det almindeligste, at der nu også forventes en teoretisk lederuddannelse, hvor blikket for organisation, kontrol med de organisatoriske processer ...

Faglig ledelse gennem ledelse på trivialiteter

I denne artikel beskriver jeg en ledelsesform jeg kalder for ledelse på trivialiteter. Denne ledelsesform er kommet til syne igennem et større empirisk studie, som er afviklet på Granlund Skole. Skolen er beliggende i Nordjylland og er en typisk større, velfungerende skole med flere ledere og tre spor. Skolelederen (SL) har været leder på andre skoler i kommunen i en del år, og blev ansat som skoleleder på Granlund et år inde i folkeskolereformen 2014. I dette studie har jeg fokuseret på ledelsesfunktionen i mødet med elementerne i en ny reform og undersøgt hvordan aktørerne arbejder på at tage imod, få manøvreret på plads og få materialiseret disse elementer i den lokale praksis.

SYKL som anledning til at lede den sociofaglige inklusion ’tæt’ på

Formålet med denne artikel er dels at vise, hvordan skoledere kan støtte op om professionsudvikling gennem et projekt om SYstematiseret KLassekammerathjælp (SYKL). Dels at vise hvad elever og lærere lærer, når undervisningen tager udgangspunkt i en SYKL-didaktik. Vi vil anskueliggøre, hvordan læring sker, når skolelederen har en tydelig målsætning for, hvordan der skal arbejdes med SYKL for at sikre sig, at alle led i organisationen involverer sig i et kollektivt læringsarbejde. Robinsons metastudie (2015), som har fået stor betydning for forståelsen af skoleledernes rolle og ansvar, viser, at ledelse af lærernes læring har signifikant betydning for elevernes læring. Ledelsen i skolen skal bidrage og være deltagende i lærernes daglige praksis. Professionelle læringsfællesskaber kan skabes, når professionsudøvere går sammen om at udvikle viden i forskningsinformerede initiativer som SYKL.

Praksisser der understøtter samarbejde på tværs

Pointe: Jo mere I mødes på tværs af professioner, desto bedre chancer har I formodentligt for at udvikle stærke, tvær-professionelle samarbejder.

Artiklen er en undervisnings- og praktisk anvendelses-version af forskningsartikelen ’At leve med’ tværgående samarbejde (Murphy, Aakjær, Pallesen og Rosenberg 2021) [1]. Denne tekst er blevet til igennem et større videnskredsløb mellem CLO-ledelsesteam på Professionshøjskolen Absalon, fængslet i Norge, studerende på Diplom i Ledelse og dialog om tværgående samarbejde ved konference for forebyggelse af selvmord. Med afsæt i forskningsartiklen har vi anvendt en version af teksten til undervisning i modul 3 og har fået den kvalificeret af både med-undervisere Maria Hamilton og Heidi Graff, men også af de studerende, særligt Heidi Teichert, jobcenter Lejre, har bidraget med indsigt i danske rehabiliteringsteams. Den er løbende blevet kvalificeret ved drøftelser i teamets faglige værksteder både med hensyn til forskningskvalitet og praktisk anvendelighed. Særligt Mie Wulff Hemmingsen har bidraget til formidlingen af artiklens pointer i praksis.

’At leve med’ tværgående samarbejde

Illustration af forholdet mellem de tre praksistyper, der støtter den tværprofessionelle praksis.

Tværgående samarbejde (både tværsektorielt, tværorganisatorisk og tværprofessionelt) er blevet mere og mere udbredt i velfærdssamfundet. Det skyldes et udbredt ønske om at integrere forskellige professionelle indsatser omkring ønskede effekter på de enkelte borgeres liv og velfærd. På rehabiliteringsområdet er ambitionen om tværgående samarbejde særligt udtalt. Denne artikel forsøger at skabe indsigt ud fra et casestudie af organisering af forvarings- og rehabiliteringsindsatsen i et åbent fængsel i Norge. Rehabiliteringen er organiseret efter ’importmodellen’ (Fridhov & Langelid, 2017). Den norske importmodel indebærer, at en række medarbejdere fra forskellige offentlige instanser mødes i fælles daglig praksis, hvor de hver især er ansvarlige for at levere velfærdsydelser ind i fængslerne. At medarbejderne er ansat i en række forskellige organisationer og institutionelle felter betyder, at de potentielt har modstridende antagelser og tilgange til de indsattes rehabilitering og forvaring. De empiriske data er skabt i regi af COLAB-projektet . Ved at trække på sensemaking-teori (Weick, 1995; Murphy, 2015) og gå i kritisk dialog med neoinstitutionel teori (DiMaggio & Powell, 1991), undersøger vi et eksempel på, hvordan den lokale udfoldelse af den norske importmodel sætter aktører i stand til at skabe mening med deres arbejde på en måde, som gør, at de kan ’leve med’ modsætninger i praksis. Artiklen identificerer tre afgørende praksisser, som særligt understøtter samarbejde på tværs af sektorer, organisationer og professioner. Disse tre praksisser er narrative praksisser, praksisser knyttet til brug af fælles redskaber og interaktionsmønstre.

Når ledelsesudvikling styrker lederen men svækker ledelsen

Pointemand: Resultaterne viser, at lederne som deltog i programmet, identificerede sig markant mindre med organisationen efter, at de havde deltaget i programmet.

Ironisk nok kan deltagelse i lederudviklingsprogrammer indebære, at ledere får sværere ved at lede deres medarbejdere selvom programmet resulterer i øgede individuelle evner og øget selvtillid. Denne paradoksale påstand er et resultat af et forskningsprojekt omkring ledelsesudvikling i den offentlige sektor.