Dette essay dokumenterer den fortsat svigtende ligestilling mellem kønnene, noterer sig de allestedsnærværende og begrænsende kønsstereotyper og den på én gang usynlige og ganske bastante hverdagsdiskrimination overfor kvindelige ledere. Vi gøres klogere på feminismens fire former og der agiteres for, at et feministisk syn på organisationer og ledelse kan gøre en forskel på mindst fire fundamentale områder. Essayet er et lettere redigeret talepapir præsenteret til Science Slam, Folkemødet på Bornholm 16.06.2017.

Artiklen tilbyder en revitalisering af kritik som fænomen, den gentænker forholdet mellem kritik og ledelse og afsøger, hvordan kritik af ledelse kan ledes, så kritikken bliver virkningsfuld i praksis. Hvilken kritik rejses typisk mod ledelse i dag? Hvad gør kritik godt for? Hvad sker der, når relatio-nen ledelse-kritik afspores enten af lederen (de 7 F’er) eller af kritikken (de 9 S’er)? Hvordan kan kritik vinde ledelsesmæssig tilslutning? Hvordan øges lederens ’kritikabilitet’? Hvilke kritik-taktikker kan anvendes i denne revitaliserende bestræbelse? Det er alt sammen spørgsmål, som artiklen afsøger svar på. Artiklen er et lettere afkortet kapitelbidrag fra og en appetitvækker på antologien ”Den kritiske leder”, udkommet på Dafolo Forlag i april 2017, redigeret af Karsten Mellon og med øvrige bidrag af Kenneth J. Gergen, Ralph Stacey, David Cooperrider, Steen Visholm, Justine Pors Grønbæk, Tanja Holmegaard Bjørn, Jørgen Glerup, Christian Tang Lystbæk, Lejf Moos og Karsten Mellon. Forordet er forfattet af Lene Tanggaard, der om antologien udtaler følgende: ”Glæd dig til bogen [...] Kapitlerne viser, hvordan noget kan og bør gøres anderledes, og de inspirerer til nye handlinger. Det må være essensen af en nyfortolkning af kritikbegrebet, som denne bog inspirerer til at udvikle”.

I denne artikel tegner vi et detaljeret billede af, hvad der sker når skoleledelser bruger data og feedback med henblik på udvikling af praksis. Vi tegner således et billede af ledelser, der udviser en ansvarliggørende tilgang til data, hvilket indebærer, at ledelserne bruger data til at holde sig selv ansvarlig for både at internalisere og leve op til bestemte standarder. I dette billede indgår også ledelser, der demonstrerer en bekræftende tilgang, hvor data bliver brugt på måder, der først og fremmest bekræfter eksisterende institutionelle narrativer og legitimerer igangværende satsninger – også selvom data ikke nødvendigvis ’berettiger’ en kohærent, sammenhængende fortælling. Og endeligt indeholder billedet også antydninger af ledelser, der anvender en undersøgende tilgange, via hvilken data bruges som afsæt for udforskning af egen praksis og afsøgning af bagvedliggende værdier og målsætninger. På den baggrund advokerer artiklen for et mere nuanceret blik på lederes brug af data.

Befinder du dig i en virksomhed udstyret med stærke stabsfunktioner, så vil du sandsynligvis genkende billedet af en noget spændingsfyldt relation mellem disse stabe og forretningen/linjen. Ofte ligner forholdet et samspilsramt ægteskab, hvor partnerne fastholder hinanden i mønstre, som er både ubrydelige og belastende. Heldigvis findes der en måde at bryde mønstrene og reducere spændingerne. Der er hverken tale om organisatorisk parterapi eller skilsmisse, men derimod om at gentænke og reformulere stabens og forretningens opgaverelation. I artiklen argumenteres der for en løsningsmodel, hvor topledelsen afstår fra at anvende stabene som magtinstrumenter, men i stedet stiller dem til rådighed som serviceenheder for linjeledelsen. Forudsætningen for dette skifte er en radikal ansvarliggørelse af linjelederne i forhold til at eksekvere på tværorganisatoriske strategimål. Ændringen i mindset og praksis betyder, at det spændingsfelt, som i mange organisationer udfolder sig i den uforpligtende forbindelse mellem stab og forretning, i stedet adresseres i den forpligtende forbindelse i ledelsesorganisationen.

Denne artikel griber den moderne ledelsesudfordring an som et polyfont forehavende. Det vises hvordan ledelse i dag udspinder sig imellem et væld af hensyn, rationaler eller kommunikative koder, der skaber hver sine specifikke forventninger – og former sager og subjekter på varierende vis. Resultatet er ofte kodesammenstød, der kalder på håndtering. Hovedudfordringen består i på én gang at reducere kompleksitet, så organisationen ikke går til i kodekaos og kronisk hensynsbetændelse – og at producere kompleksitet så alsidigheden bevares og værdipluralismen frugtbargøres. Artiklen tilbyder nogle strategier og taktikker til denne polyfone orkestrering. Håbet er at defensive henvisninger til ’kakofonisk krydspres’ erstattes af offensive tiltag til ’kreativ polyfoni’, hvor paradokser ikke paralyserer, men perspektiverer tanke, tale og handling.

I denne artikel undersøges og diskuteres forholdet mellem hverdagsrealistisk retorik og konstruktionsperspektivet med inddragelse af en case fra sygehusverdenen. Der argumenteres for både forskelle og ligheder i positivismen og konstruktionismen og åbnes til en socialkonstruktivistisk position, som medtænker såvel subjektiveringen som objektiveringen. Artiklen er relevant for de ledere som ønsker at reflektere over sandhed, subjektivitet og virkelighed som størrelser, vi kan undersøge ud fra forskellige perspektiver.

I denne artikel giver offentlige ledere til kende, at ledelsesretten i hverdagens kommunikation opfattes som "gammeldags" og en "falliterklæring". At trække ledelsesrets-kortet er en nødudgang, når alle dialogmuligheder er udspillet. Ledelsesretten støder dermed mod idealer om ledelse, der gør det vanskeligt for ledelsesretten at træde ind som en kommunikerbar og legitim rammesætning i lederens praksis. Det kan slide på relationerne, når ledelsesretten – med sit imperativ – processuelt tilsidesætter den dialog og forhandling, der er det foretrukne rationale.
Artiklens forfatter anvender blandt andre Max Weber som refleksionsmakker i sin analyse af offentlige lederes kommunikation om og med ledelsesret samt diskuterer faldgruber, når ledelsesrettens styringssprog skal omsættes til praksis.

Artiklen gengiver udvalgte bidrag til en fortælling om ledelse som et kropsligt udtryk, som en opfordring til undervisere og ledere om at medtænke den kropslige dimension, når der arbejdes med forståelsen og udførelsen af ledelse. Lederen er tilstede i organisationen som en krop, og retter denne krop og sin opmærksomhed mod noget, og det har betydning hvordan lederen – og om lederen – bevæger sig rundt i organisationen og giver medarbejderne mulighed for at opleve ham eller hende på et fysisk niveau, være opmærksom mod andre og være rollemodel med sit kropslige nærvær og holdninger.

Denne artikel har fokus på en underbelyst figur i mellemledelse: 'den organisationsinterne toer'. Et nyligt gennemført forskningsprojekt om mellemledelse viser at den organisationsinterne toer ikke fyldestgørende kan opfattes som en letvægtsledelse der venter på at blive 'etter'. Den organisationsinterne toer er en selvstændig mellemledelsesfigur med stor betydning for den samlede ledelseskraft i en organisation. De organisationsinterne toere synes overset i både den faktiske praksis og i forskningen om mellemledelse. Forskningprojektet giver opmærksomhed på disse toere og deres makkerskaber om ledelse, og projektet viser at det er vigtigt at toernes mellemledelsesrum kvalificeres - både nedefra og oppefra.

I denne artikel får du et bud på, hvordan du som leder kan arbejde med etik som konkret praktisk værktøj. Du vil blive præsenteret for en grundskitse til en ledelsesetisk beslutningsmodel, der kan fungere som ramme for en refleksiv undersøgelse af de præmisser og værdier, der er indeholdt i ledelsesmæssige beslutningssituationer.