Anmeldelse: Ledelse af bæredygtig udvikling

Lærebogen Ledelse af bæredygtig udvikling: En dans med paradokser er en ambitiøs bog, som samler både teoretiske perspektiver og praktiske eksempler, cases og redskaber i en bog med et eget bud på, hvordan ledere kan forholde sig til den uomgængelige bæredygtighedsdagsorden.

Forfattertrioen lægger ud med at præcisere, at bogens ærinde er at klæde ledere, både offentlige og private, bedre på til at navigere i den kompleksitet, som bæredygtighed indebærer. Det er med andre ord ikke hensigten at favne alle aspekter af, hvad bæredygtighed fagligt set er, men snarere at anvende et paradoksperspektiv som styrende for bæredygtig ledelse. I denne anmeldelse læser jeg bogen primært som en lærebog henvendt til undervisere og studerende på uddannelser, hvor ledelse og bæredygtighed er et centralt tema. Bogen kan imidlertid også bruges af professionelle i praksis, der gerne vil reflektere over, hvordan man kan integrere bæredygtighed i egen ledelse. Bogen bygger på og inddrager forskningslitteratur, men er ikke skrevet som et bidrag til forskningen. Dermed vægter forfatterne en mere instrumentel tilgang til undervisning i ledelse, hvor modeller og redskaber fylder mere end referencer til forskning på området. Dette valg passer godt til lærebogsformatet, mens de mere kritiske forskningsvinkler på ledelse og bæredygtighed træder i baggrunden. Bogen kan udover at være en lærebog også ses som bidrag ind i den bredere offentlige og akademiske samtale om, hvad bæredygtig ledelse allerede er og bør være i fremtiden. 

Paradoksperspektivet er bogens strukturerende princip – at bæredygtig ledelse er en balanceakt eller dans, som forfatterne skriver i undertitlen til bogen, mellem uhensigtsmæssige faldgruber, f.eks. at anlægge en strategi, som ikke balancerer langsigtede overfor kortsigtede hensyn. Forfatterne har valgt paradokstilgangen som perspektiv på tre ledelsesområder: Strategi (kap. 3), Organisation og samarbejde (kap. 4) samt Det personlige lederskab (kap. 5). Dermed inviterer bogen til, at undervisere af de store grundmoduler på diplomuddannelsen i ledelse kan integrere bæredygtighed i undervisningen – særligt på grundmodul 1 ’Det personlige lederskab og forandring’. Bæredygtighed adresseres ellers kun på mindre valgmoduler som ’Ledelse og bæredygtighed’ på diplom- og ’Ledelse af bæredygtig udvikling’ på akademiuddannelsen i ledelse. Bogen bidrager derfor til styrkelse af efter- og videreuddannelse i ledelse ved at gøre bæredygtighed til et centralt tema, som alle ledere bør forholde sig til og blive bedre til at håndtere. 

Selvom bæredygtig udvikling som begreb stammer fra Brundtlandkommissionens FN-rapport fra 1987 Vor fælles fremtid, så pointeres det i indledningen, at bogen også opererer med, at ’bæredygtig udvikling’ kan forstås som udvikling af organisationer i samfundet. Det er bogens mere pragmatiske ærinde at fremme bæredygtig udvikling og forandring, ikke kun forstået som FN’s bæredygtige udvikling. 

Herpå introducerer forfatterne fire forskellige diskurser om bæredygtighed, som alle ledere bør være opmærksomme på: først en mainstreamforståelse af bæredygtighed, hvor det er virksomhedens forretningsmodeller og rapportering af ESG’erne (miljø, social og styringsmæssig performance), som er i fokus. Dernæst diskursen om FN’s bæredygtige udvikling (de 17 verdensmål). Begge er reformistiske, mens den tredje diskurs om grænser for vækst og den fjerde om radikal økologisk kritik begge er revolutionære og mere krævende for ledere at forholde sig til. Bogen ønsker ikke at favorisere udvalgte diskurser om bæredygtighed, men bruger i stedet diskurser som et redskab til, at ledere kan positionere sig i det komplekse felt, som bæredygtighed er.

Herefter introducerer bogen paradokstænkningen i kapitel 2 med det klassiske ’drift vs. udvikling’-paradoks som et blandt flere eksempler og med argumenter for, at en ’både-og’ tilgang er bedre end ’enten-eller’, når ledere skal håndtere paradokser i organisationen. 

I bogens følgende centrale kapitler om strategi (3), organisation og samarbejde (4), samt det personlige lederskab (5) udfoldes detaljerede og pædagogiske fremstillinger af en lang række bæredygtighedsparadokser. 

I kapitel 3 om strategi, som er særligt interessant, fordi bæredygtighed ofte er et langsigtet og strategisk projekt, præsenteres læseren for tre paradokser: ’bæredygtighed OG bundlinje’, ’kortsigtet OG langsigtet’, ’plan OG proces’. 

Her berører forfatterne en væsentlig kilde til skepsis over for bæredygtig ledelse, da traditionel økonomisk rationalitet kan bruges til at afvise bæredygtighed som smukke idealer, medmindre der findes en bæredygtig eller grøn business case. 

Forfatternes argument er her, at skeptikeren undervurderer, at bæredygtighed er ved at ændre markedet i en sådan grad, at det vil være risikabelt ikke at inddrage bæredygtighed i forretningen. Omvendt anerkendes det, at bæredygtighedsprojekter uden forankring i forretningen er ren filantropi. 

Selvom paradokstilgangen næppe overbeviser hverken de mest sejlivede bæredygtighedsskeptikere eller de mere ambitiøse udi bæredygtig transformation, rummer den indsigten: at det for ledere og organisationer handler om at balancere mellem snusfornuftig drift og visionær bæredygtig udvikling. 

Kapitlet viser også, hvordan bæredygtig strategi som paradokstænkning kan bruges til at arbejde med nye krav om at lave ’dobbelt væsentlighedsanalyse’ i forbindelse med udarbejdelse af ESG-rapportering. 

Desuden giver bogen en hjælpsom og kritisk fremstilling af regenerativ ledelse som seneste skud på stammen inden for bæredygtig ledelse. Her præsenteres f.eks. Carlsbergs indsats for regenerativt landbrug og mulige kritikker heraf. Netop regenerativ ledelse som ambitiøs og kritisk tilgang til bæredygtighed (positioneret i den fjerde diskurs om økologisk kritik i bogens kapitel 1) er fint integreret i flere kapitler. På den måde undgår man, at der opstilles et alt for skarpt modsætningsforhold mellem bæredygtig ledelse og regenerativ ledelse, som ellers ofte er tilfældet. 

Det er i det hele taget en styrke, at bogen har en integrerende tilgang, hvor mange forskellige perspektiver, teorier, modeller osv. samles fremfor at dyrke enkelte udvalgte tilgange til at lede bæredygtig udvikling og omstilling. I kapitel 4 om organisation og samarbejde gennemgås demokratiserede, ikke-hierarkiske organisationsformer som sociokrati og teal-organisering, herunder regenerativ organisationsforståelse. 

Pointen er her, at mere fleksible organiseringer bedre kan rumme og interagere med kompleksiteten i bæredygtighed, mens mere traditionelle driftsorienterede organisationsformer fortsat er vigtige, når der skal iværksættes faste procedurer for eksempelvis bæredygtighedsrapportering i virksomheden. 

Kapitlet fortsætter i det organisationsteoretiske spor og introducerer læseren for en række teorier og modeller som ’design thinking’, ’double diamond’ ’innovationsmodellen’, ’teaming’, ’psykologisk tryghed’, ’stakeholderinddragelse’, ’samskabelse’, ’frisættelse’ og ’faciliterende ledelse’ – en ambitiøs perlerække af nyere teorier og tilgange garneret med eksempler fra praksis og værktøjer til at omsætte teorien i bæredygtig praksis. Bæredygtig ledelse er således i bogens optik en pragmatisk samlebetegnelse for mange nyere retninger i ledelses- og organisationstænkningen.

I bogens afsluttende kapitel 5 om det personlige lederskab (svarende til det obligatoriske grundmodul på diplomuddannelsen i ledelse) peger forfatterne på tre centrale paradokser: ’idealisme OG realisme’, ’tvivl OG handlekraft’ samt ’indre OG ydre bæredygtighed’. For som forfatterne understreger, ’så kræver den bæredygtige udvikling, at du som leder arbejder med dig selv og din egen indre udvikling for at kunne løse den opgave, du står overfor’ (s. 220). Det handler om at finde sin egen balance mellem naiv optimisme og sort realisme i form af håbet om en bæredygtig fremtid, at kunne se tvivlen som en mulighed for at udvikle dømmekraft, når man skal forstå en kompleks virkelighed- og samtidig ikke miste handleevne, da der er brug for mere aktivistiske ledere. 

I bogens sidste afsnit argumenteres for, at vi har brug for indre bæredygtighed for at kunne løse de ydre kriser i miljø og samfund: ’Hvis vi derimod skal lykkes med en bæredygtig udvikling, er det vigtigt, at vi formår at tænke mere altruistisk, langsigtet og komplekst, da bæredygtighed kræver, at vi kan tage hensyn til både de fremtidige generationer, naturen og alt levende omkring os. Når vi er stressede, mister vi simpelthen den vigtige båndbredde, som vi skal bruge til at løse de komplekse problemer, vi står overfor’. (s. 267). Her bruges de indre bæredygtighedsmål, regenerativ genforbindelse mellem ydre natur og det indre menneskelige samt Hartmut Rosas begreb om resonans til at anskueliggøre måder, hvorpå man kan tænke det personlige lederskab som bæredygtigt. 

Bogens styrke er at kunne sammensætte et mangefold af teorier, modeller og praktiske redskaber med paradoksperspektivet som navigationsmodel for ledelse af bæredygtig udvikling. Det er genuint godt gået og en gave til alle, der gerne vil vide, hvad paradoksperspektivet på bæredygtig ledelse i praksis går ud på. 

Bæredygtig ledelse eller ledelse af bæredygtighed er endnu et umodent og fragmenteret felt rent forskningsmæssigt. Der udøves meget ledelse af bæredygtighed i praksis, men helt sikkert ikke nok, og der mangler bevidsthed om, hvad der er det særlige ved ’bæredygtig ledelse’. Bogens bidrag til den mere teoretiske diskussion om bæredygtig ledelse er paradoksperspektivet, som hele bogen fint eksemplificerer og udfolder. Spørgsmålet er imidlertid, om paradoksperspektivet kan og bør spille en så central rolle, som forfatterne lægger op til. Hvad er begrænsningerne, og er der alternative teorier om bæredygtig ledelse? I lyset af bæredygtighedskrisernes alvor er der behov for mere drastiske reduktioner af udledninger og forbrug. Her kan det være svært og problematisk at søge en balance mellem det idealistiske og det realistiske, som paradokstilgangen kan se ud til at anbefale. Måske er der mere brug for transformativ ledelse, der aspirerer mod ambitiøse mål end pragmatisk paradoksledelse, hvis organisationer skal blive mere bæredygtige? Forfatterne vil kunne argumentere for, at netop det ambitiøse fint lader sig indfange af paradoksperspektivet. Men bogen mangler en mere kritisk diskussion af paradoksperspektivet sammenholdt med alternative perspektiver på ledelse og bæredygtighed.

Endvidere kunne det være relevant, hvis forfatterne havde drøftet om bæredygtig ledelse kunne ses som en variant af forandringsledelse, eller om ’bæredygtig ledelse’ snarere skal ses som en helt ny form for ledelsesteori. Det kunne være interessant, hvis næste oplag af bogen fik et afsnit, hvor disse mere teoretiske spørgsmål blev diskuteret. Men indtil da bør alle med interesse i ledelse og bæredygtighed glæde sig over, at der nu findes en bog, hvor rigtig meget om bæredygtig ledelse er samlet på et sted. Især hvis man er underviser og studerende på uddannelser, hvor ledelse rettes mod bæredygtighed.