I denne artikel giver offentlige ledere til kende, at ledelsesretten i hverdagens kommunikation opfattes som "gammeldags" og en "falliterklæring". At trække ledelsesrets-kortet er en nødudgang, når alle dialogmuligheder er udspillet. Ledelsesretten støder dermed mod idealer om ledelse, der gør det vanskeligt for ledelsesretten at træde ind som en kommunikerbar og legitim rammesætning i lederens praksis. Det kan slide på relationerne, når ledelsesretten – med sit imperativ – processuelt tilsidesætter den dialog og forhandling, der er det foretrukne rationale.
Artiklens forfatter anvender blandt andre Max Weber som refleksionsmakker i sin analyse af offentlige lederes kommunikation om og med ledelsesret samt diskuterer faldgruber, når ledelsesrettens styringssprog skal omsættes til praksis.