Tværgående samarbejde (både tværsektorielt, tværorganisatorisk og tværprofessionelt) er blevet mere og mere udbredt i velfærdssamfundet. Det skyldes et udbredt ønske om at integrere forskellige professionelle indsatser omkring ønskede effekter på de enkelte borgeres liv og velfærd. På rehabiliteringsområdet er ambitionen om tværgående samarbejde særligt udtalt. Denne artikel forsøger at skabe indsigt ud fra et casestudie af organisering af forvarings- og rehabiliteringsindsatsen i et åbent fængsel i Norge. Rehabiliteringen er organiseret efter ’importmodellen’ (Fridhov & Langelid, 2017). Den norske importmodel indebærer, at en række medarbejdere fra forskellige offentlige instanser mødes i fælles daglig praksis, hvor de hver især er ansvarlige for at levere velfærdsydelser ind i fængslerne. At medarbejderne er ansat i en række forskellige organisationer og institutionelle felter betyder, at de potentielt har modstridende antagelser og tilgange til de indsattes rehabilitering og forvaring. De empiriske data er skabt i regi af COLAB-projektet . Ved at trække på sensemaking-teori (Weick, 1995; Murphy, 2015) og gå i kritisk dialog med neoinstitutionel teori (DiMaggio & Powell, 1991), undersøger vi et eksempel på, hvordan den lokale udfoldelse af den norske importmodel sætter aktører i stand til at skabe mening med deres arbejde på en måde, som gør, at de kan ’leve med’ modsætninger i praksis. Artiklen identificerer tre afgørende praksisser, som særligt understøtter samarbejde på tværs af sektorer, organisationer og professioner. Disse tre praksisser er narrative praksisser, praksisser knyttet til brug af fælles redskaber og interaktionsmønstre.