De to tallerkeners princip

 

Vi finder ofte det uafklarede utilfredsstillende. Det ligger jo også i selve ordet som en negation; det uafklarede kalder på afklaring. I ordet ligger også at det uafklarede kun er uafklaret i kraft af (en forestilling om) det skal føre til afklaring.

At det uafklarede kalder på afklaring er naturligvis heller ikke helt skævt. Der ligger beslutninger, klarhed og handlekraft, der ude foran, og venter på sig. Men det er en overvejelse værd, om ikke vi i organisation og ledelse misser et ganske stort rum af ressourcer og idérigdom, lige der i det uafklarede?

Tænk på da du som barn så hen på den store røde pakke under træet. Du vidste ikke hvad det var, og så kunne det være alt muligt. Et Lego-sæt, et brætspil, en fjernstyret bil. Alt det, det kunne være, tankerne om ikke at vide, men at gætte kvalificeret, drømmene og legene med påvirkningen af om det er det ene eller andet. Alt muligt er aktivt i spil i det uafklarede. Det sekund pakken åbnes forvandles hele dette billede. Så indtræffer afklaringen og spillet er et andet. Men det er spillet inden udpakningen, der er i fokus i dette essay.

Vi kan kalde det alt muligt. Det uafklarede, tvivl, multi-virkeligheder, tøven, vorden, sprækker og flugtlinjer. Lad os for nu ikke definere det nærmere, men samle dem som fænomener af mellemrum.

Det er relevant for ledelse fordi dette essays påstand er, at vi behandler sådanne mellemrumsfænomener indenfor ledelse stedmoderligt, og overser alt den kraft og konstruktive virkning, som de udgør. Al vibrationen, flertydigheden og flerfoldigheden. Det er mange samtidige verdener, der som i kvantemekanikken fremstår paradoksale. Det er alt muligt modsætningsfyldt, der er til stede på samme tid, og udgør noget i egen ret - lige indtil det aktualiseres eller forløses.

Tænk på en række eksempler. Hvad om udviklingssamtaler ikke skulle formaliseres gennem systematiske og tematiserede strukturer, men fra starten stod helt åbne? Hvad det ville betyde for lederes og medarbejderes forberedelse, for mulige tematikker, og ikke mindst kompetencen til at holde sådanne samtaler åbne længe? Det samme kunne siges om møder, om beslutningsprocesser, om alle tænkelige organisatoriske arenaer og fænomener.

Vi kender det allerede fra mange sammenhænge. Eksempelvis taler man i teatervidenskab om “det imaginæres realitet”. Når Thure Lindhardt spiller Hamlet, så optræder han i et mellemrum, som vi til fulde accepterer. Det er endda nødvendigt for vores teateroplevelse. Vi ved godt det er Thure Lindhardt, men når stykket og skuespillet fungerer bedst, så glemmer vi det. Eller vi ser forbi det. Eller distinktionen mellem skuespiller og karakter bliver underordnet, da vi er trådt ind i en anden orden; skuespillets egen. Scenen, scenografien, teaterrummet, aktørerne på og udenfor scenen, alt det reale, transformeres eller forskydes i vores blik på det vi er vidne til, og det imaginære træder frem som realt. Ser vi mere Thure Lindhardt end Hamlet, så er stykket ikke lykkedes med hvad det skal.

 

 

I al leg, i al hensigtsmæssig foregivelse, vil man kunne sige det imaginæres realitet optræder. Vi kan måske endda bruge begrebet i en mildere form, hver gang vi versionerer os selv. Mig som mig, og mig som leder er ikke lig hinanden. Det er heller ikke to cirkler med en fællesnævner. Det er et uafklaret paradoksalt forhold, et mellemrum i den professionelle tilværelse.

Hvis det uafklarede eller det paradoksale lader sig afklare eller opløse, hvis maskerne falder, så at sige, så er der noget, der efterfølgende ikke længere er til. Det imaginæres realitet fordufter, og kun det reales realitet står tilbage. Thure Lindhardt står der som Thure Lindhardt, og det var ikke meningen. Vi ser ikke længere stykket, vi ser en skuespiller fremføre replikker.

Det er sådanne tilstande eller fænomener, som dette essay på vegne af organisatorisk og ledelsesmæssigt liv, vil forsøge at undersøge. Og byde det til gennem en fortælling om de to tallerkeners princip.

Hvad det nærmere vil sige og hvilken klarere form det kan tage, vil i sagens natur forblive uafklaret. Ellers var vi lige vidt. Hele essayet er en påkaldelse af det uafklarede, af organisatoriske mellemrum, og en invitation til at undersøge dem nærmere og stille sig kvalitativt i dem.

 

Essayet er herfra delt i fem tempi.

1. Historien om de to tallerkener.
2. Noget om det uafklarede og sandhed.
3. Noget om det uafklarede og virkning.
4. Noget om det uafklarede og det levende.
5. En slags konklusion - noget om at bevare interessen.

 

De fem afsnit skal gerne læses som en fortløbende argumentationskæde - og samtidig med selvstændige pointer, som boksene med forslag til definitioner om “De to tallerkeners princip” også antyder.

God fornøjelse.

 

1) De to tallerkener

Her er to tallerkener fra min barndom. De blev købt i Juelsminde, hvor mine oldeforældre boede. Den ene tallerken var hjemme hos min mor, hvor jeg boede, den anden hos min mormor, hvor jeg ofte blev passet. Men jeg kan ikke huske hvilken tallerken, der var hvor.

I dag, 50 år senere, når jeg spiser af en af tallerkenerne, så jeg ved ikke om den peger på min mor eller mormor. På den måde er den konkrete virkning, lige der med en leverpostejmad med rødbeder, at jeg kommer til at tænke på dem begge to. Det uafklarede kalder ikke på klarhed, sandhed eller endelighed - det er den i alle henseender bedste virkning, at den enkelte tallerkens oprindelse står uafklaret.

På et tidspunkt havde jeg en mild uro over ikke at vide hvilken tallerken der kom hvorfra. Så indtraf et valg på vegne af uroen; enten undersøge det nøjere - måske gennem fotos fra gamle dage - eller også slå mig til tåls med det uafklarede. Valget faldt på det sidste, og så indtraf et mindre mirakel. Netop da opdagede jeg, at i det uafklarede fik jeg mere, end dersom spørgsmålet var afklaret. Jeg fik noget andet, og jeg fik noget mere.

 

Hvad kunne relevante spørgsmål være om de to tallerkener? Det kunne være:

• Hvilken tallerken var i mit barndomshjem hos min mor (og hvilken hos min mormor)?

 

Her må jeg overveje, hvad virkningen af svaret ville være, dersom jeg kunne få adgang til det. Og det ville ikke være godt. Det ville indskrænke min dagligdags glæde, og det

• Hvilken virkning har det uafklarede forhold om tallerkenernes tidligere tilholdssted?

 

Se, det er et spørgsmål, der fremstår relevant, og som jeg allerede antydningsvis har besvaret. Præmissen i spørgsmålet - at tallerkenernes oprindelige hjem aktuelt står uafklaret - kalder den bedst tænkelige virkning frem. Dette spørgsmål er både mere relevant og virkningsfuldt, end det første. Jeg har endda en modvilje mod at få svaret på det første spørgsmål, da det vil spille negativt ind på svaret på det andet spørgsmål.

 

 

2) Noget om sandhed

Der huserer mange forestillinger om sandhed, som af og til kan virke ureflekterede, eller i det mindste vel unuancerede. De fleste bæres af en forestilling om sandhedens modsætning. At sandhed står modsat løgn eller falskhed. At sandhed er, derude, men at vi måske blot ikke har fået den afsløret endnu.

 

Sandhed versus løgn

Forestillingen om at sandhed er bestemt ental - Sandheden - hvorfor det, der ikke er sandheden, må være løgn. At det er muligt at efterprøve det sande, og derfra si det ikke-sande (det løgnagtige, det falske, det forkerte) fra.

 

Sandhed versus holdninger/følelser

Særligt videnskaberne har kørt memes med denne forestillede modstilling. At sandhed (som videnskaberne forstår det) står højere, mere ægte eller endda priviligeret for sig selv, i modsætning til alle de let købte holdninger og anskuelser. Eller endnu værre, i modsætning til følelser.

 

Sandheder versus objektivisme

I en anden boldgade står sandhed som en mangfoldighed. At der er lige så mange sandheder, som der er mennesker. Sandhed som et forhold mellem subjektet og verden - nogle gange endda sandhed som det enkelte individs indre adgang til verden. Multiverser og så videre. 

 

Der kunne sagtens produceres flere forestillinger om- og adgange til sandhed.

Balladen med alle disse udlægninger er, akkurat som i mine spørgsmål til sandheden om de to tallerkener, at de svarer på noget, der end ikke er spurgt om. Hvad er sandhed? Det er et alt for åbent og løst formuleret spørgsmål, der ikke med rimelig afgrænsning kan svares på.

Nogle gange er sandhed lig data. Hvornår går bussen? Det er egentlig ikke til at vide, men hvis du i stedet spørger “hvornår skal bussen i følge køreplanen køre?”, så kan jeg svare dig med konkret data.

Andre gange er sandhed helt forskellig fra data. Det er en kendt strategi at drukne en undersøgelse med data, hvis man gerne vil skjule sandheden. Jo mere data er ikke lig desto større eller klarere sandhed. Oftest kræver sandhed møjsommeligt arbejde, omhu og måske endda et poetisk sving. Hvad er kærlighed? Hvad er det gode arbejdsliv? Hvad er forholdet mellem trivsel og produktivitet?

 

 

Andre gange igen er sandhed faktisk flertydig, uden det nødvendigvis drukner i apatisk subjektivitet. At være bange for noget irrationelt, eksempelvis, har mange indbyrdes modstridende sandheder i sig. Man ER jo bange, men for noget, der ikke er realt. Og det reale kan også være der, også selvom det ingen betydning har for ængstelsen.

Spørgsmålet er måske, om sandhedsbegrebet er så vidtfavnende, at vi enten må sætte en masse kontekst på det i konkrete sammenhænge, for at det giver mening? Eller at vi ikke kan bruge det til andet end en påmindelse om, at vi altid har nytte af at præcisere vores spørgsmål og vores nysgerrigheder yderligere. At sandhed som svar kræver mindst lige så præcise spørgsmål, som de svar med strejf af sandhed, som vi måtte ønske eller påkalde os?

Hele møget kan ikke Gajol-reduceres, uanset om reduktionen kommer fra dum-kække bemærkninger i stil med “men det er altså bare min sandhed” eller om de kommer fra lige så dum-kvikke forestillinger om videnskabens renhed.

Men hvad så?

 

3) Noget om virkning

En af mine yndlingsbøger er yndling alene på baggrund af dens titel. “What’s the use of truth?” af Richard Rorty (2).

Der er så mange elegante og interessante spor ud af den titel. Måske først og fremmest, at “use” (nytte eller virkning) bringes ind foran sandhed. Sandheden er ikke et ukommenteret mål eller et uanfægtet center i sin egen selvforklarede ret. Foran det står nytte eller virkning. Sandhedsbegrebet må indrette sig efter dets nytteværdi. Sandhed bliver en operant for noget andet. Sandheden må gå i virkningens tjeneste. Det betyder ikke, at hvad som helst er muligt, som det vil være tilfældet på det socialkonstruktivistiske overdrev. Men det betyder, at indretningen af sandhedsforståelsen (pakket ind i det vi spørger til) må indrettes efter hvilke former for svar (forstået som ønskværdig virkning) vi gerne vil have.

De to tallerkener er tallerkener, og hverken krus, drømme eller øgler. Hvad som helst er ikke muligt, blot jeg benævner det. Løgnen bliver ikke sand, blot fordi jeg insisterer eller gentager den mange gange. Men sandhed er bundet op på virkning. En sandhed om de to tallerkener, herunder hvilken der oprindeligt var hos min mor, er at betragte som et sted mellem uinteressant og usandt, dersom virkningen af svaret er indskrænkende i anvendelse.

Hvis sandhed kan betragtes som et forhold mellem spørgsmål og svar, hvor sandhedssøgningen ligger i spørgsmålet, og hvor virkningen ligger i (effekten af) svaret, så vil der kunne opstilles to rimeligt tilgængelige anbefalinger:

• Spørg kun efter det du har brug for.
• Spørg på en måde, så de svar du kan risikere at få, er anvendelige.

 

Stillet overfor disse anbefalinger til den (sandhedssøgende) spørger, kunne der stilles tilsvarende anbefalinger til den (virkningsfulde) svarer:

• Svar deskriptivt på det, der spørges til - ikke noget som helst andet.
• Såfremt der ikke kan svares meningsfuldt på spørgsmålet, anhold da spørgsmålets præmis.
• Svar i en form, der gør anvendelsen af dit svar muligt og tilgængeligt.

 

Omend i den pjattede afdeling:

Spørger: Hvornår kommer bussen?

Svarer: Det ved vi først når den kommer, så det spørgsmål er ikke til megen nytte.

Spørger: Okay, hvornår plejer bussen at komme?
Svarer: Til tiden, dog af og til let forsinket.

Spørger: Og hvad tid er bussen så sat til at komme?

Svarer: 11:23.

 

Hvis vi tager alt dette for gode varer, så er sandhed og virkning som sammenflettede størrelser noget med, at der til et givet spørgsmål (eller en givet uafklarethed) står et udfaldsrum, der er en konsekvens af måden der spørges på (eller måden uafklaretheden formuleres på). Det kan ses af både eksemplet med tallerkenerne og bustiden. Tallerkenerne kan ikke være hvad som helst eller komme hvor som helst fra. Tilsvarende kan der ikke til spørgsmålet om bussens ankomst svares “æble” eller “Slaget ved Hastings”. Derfor er den væsentlige skelnen i første omgang ikke så meget sand-falsk eller sand-løgn, men nøjsomhed i de udfaldsrum som et spørgsmål eller en formulering producerer.

Spørger jeg til det uafklarede på en måde, så det producerede udfaldsrum bliver relevant og virkningsfuld for den bestræbelse eller den præmis, jeg anlægger?

Lad os flytte genstanden fra tallerkener og bustider til noget organisatorisk relevant.

Jeg vil foreslå tre tråde som indbyrdes forbunde og sammenviklede: Præmis, udfaldsrum og virkning. I noget udstrækning kan disse tre - som sammenflettede og samtidige adgange - erstatte det vi ellers forstår ved sandhed. Altså, at vi i jagten på det sande (hvad enten det kaldes målopfyldelse, det korrekte eller tilsvarende) så let kan drukne i antagelser, fnidder og definitioner. Overvej i stedet at gå med disse tre: 

 

Tråd 1) Tage præmissen bogstaveligt og alvorligt

Spørgsmålet vi stiller os selv skal formuleres således, at det kan tages aldeles for pålydende. 

 

Tråd 2) Være nøjsom i de producerede udfaldsrum

Gransk spørgsmålets præmis efter dets mulige udfaldsrum. Det handler ikke om hvad svaret er, men hvilke mulige svar, der kan falde ud af spørgsmålet.

 

Tråd 3) Sætte relevans og virkning som højeste kontekst

Foretag en lakmusprøve af både præmis og udfaldsrum, og undersøg om de er så relevante og så virkningsfulde, som de overhovedet kan være.

 

Således opstår der altså en lille rækkefølge, men hvor man løbende justerer og kvalificerer. Hvad er vores spørgsmål og med hvilke indbyggede præmisser? Dernæst en beskrivelse og undersøgelse af mulige udfaldsrum, og slutteligt en test af relevans og virkning. I hvert lille step vil der oftest ske det, at man må justere ind. 

 

Et konkret eksempel:

APV’en i en afdeling har vist, at der er utilfredshed med MUS-samtalerne. De er for omfattende struktureret og har generelt et for lille udbytte. Både medarbejdere og ledere er enige om, at det er svært at finde sig til rette som mennesker og fagpersoner i samtalerne, som de tager sig ud lige nu.

Så hvad er det gode spørgsmål og den bærende præmis? Det kunne være:

“Hvordan indrettes MUS-samtalerne, så de bedre understøtter udvikling for medarbejdere og for afdelingen?”.

Med den formulering må man drøfte, om præmisserne holder? Eksempelvis at der skal være MUS-samtaler, og at MUS-samtalerne hensigt er udvikling for både den enkelte medarbejder og afdelingen som helhed. Måske man kunne overveje at gå et skridt baglæns, og i stedet spørge:

“Hvilke samtaleformer og -aftaler skal etableres, så de bedst understøtter faglig udvikling for den enkelte medarbejder og for afdelingen som helhed?”.

Her flyttes fokus fra MUS-samtalen til faglig udvikling. Det kan ligne en lille forskel, men den kan også være nok så væsentlig.

 

 

I indgangen om udfaldsrum må det overvejes, hvilke mulige samtaleformer og -aftaler det overhovedet er muligt at få øje på, der har relevans for faglig udvikling. Måske man opdager, at ledersamtaler kun er en mindre del af de udfaldsrum, som man i afdelingen ønsker sig. Der er også noget med at kvalificere indbyrdes feedback mellem medarbejdere. Man opdager altså nogle ønskelige udfaldsrum, der ikke er indeholdt i præmissen.

Nu kan det også være det bliver vel kompliceret. Derfor beslutter man sig måske for at arbejde videre med to spørgsmål. Det ene adresserer MUS og andre tilsvarende samtaler, det andet adresserer adgangen til løbende faglig udvikling.

Inden noget mere konkret og aftalevenligt etableres, tages der en rundgang med relevans og virkning.

Og se, nu satte jeg de tre tråde op i rækkefølge efter deres nummer. Men de er alligevel og hele tiden viklet ind i hinanden. Enhver præmis fremkalder et udfaldsrum, enhver forestilling om virkning bygger på en præmis og så videre. I timeligheden må lægge dem på linje og tage en ad gangen, men trådenes anvendelse er nok bedst dels som tråde, man kan hoppe ind ud og af, dels som et mere overordnet hensyn at tage.

 

4) Noget om det levende

Man kan nå så og så langt med modeller, tre-trinsraketter og anvisninger. Men det er og forbliver en halvkvædet vise, for ingen model kan synge. Det kan kun du - det kan kun I. Og det (sangen, samtalens fremdrift) er kun til stede, når I faktisk gør det.

De to tallerkener er to tallerkener. Min historie med dem er min historie med dem. Min udlægning af tallerkenerne er min udlægning. Busser kører til tiden og er forsinkede, mennesker forstår eller misforstår hinanden, mens de venter på bussen. Samtaler er samtaler og faglig udvikling er faglig udvikling - og til tider er de forbundne, og til andre tider er de forbundne på andre måder.

På en måde er det noget rod, eller i det mindste utilfredsstillende. Men mon ikke det kun er utilfredsstillende, fordi vi har en fordring om, at skidtet gerne må gå op? Og så er vi tilbage ved start; skulle mysteriet om de to tallerkener gå op, ville det i en eller forstand pege på, at svaret om deres oprindelse skal gives. Hele humlen i dette essay er en undersøgelse af de opståede og interessante virkninger af, at denne afklaring netop ikke har indfundet sig. At det uafklarede er henrivende, fordi det skaber noget, der ville forsvinde, dersom svaret forelå. Så hvad står da i centrum?

Det gør det levende. Det levende er i en vis forstand uafklaret derved, at det hele tiden forandrer sig. Liv er bundet til forandring og bevægelse, og lader sig derfor ikke endeligt indfange eller indkapsle.

Det afklarede om et agern forbliver selvrefererende. Et agern er et agern - og så kan vi beskrive det kemisk eller biologisk, og vi ender med at et agern er et agern. Agernet bliver nok til et træ, men vi kan ikke sige meget om træet ud fra agernet. Vi kan sige noget, at det indeholder potentialet til at blive et egetræ (og dermed ikke et nåletræ eller et andet type løvtræ, endsige en busk eller en blomst). Men vi må forblive i beskrivelse af et potentiale, af et udfaldsrum. Det faktisk træ, som agernet transformeres til, er en konsekvens af vældige og komplekse forhold over tid. Sollys, vind og vejr, jordbundsforhold, nabotræer osv. For ikke at nævne menneskers beskæringer eller ligefrem fældning.

Træet er ikke i agernet, fordi livet folder sig ud gennem transformative processer fra agern til træ, i samspil med alle de forhold, der i øvrigt gør sig gældende i tid og rum.

 

Fra den danske ordbog:

“Liv er samspil og udveksling. Intet, der lever, lever alene og for sig selv” (3)

 

Tages denne definition for pålydende, så kan vi aldrig afgrænse liv på nogen måde. Et træ er ikke liv; liv er samspillet mellem træet og dets omgivelser, mellem agernets koder, miljøforhold og tidens formende gang. En MUS-samtale er kun levende, dersom der faktisk udspiller sig samspil og udveksling. Mellem de samtalende parter, mellem samtalens berettigelse og det, der opstår - mellem det, der siges, og det, der siges noget om.

Vi kan ikke indfange det, og definitionen på liv er på sin vis et vidunderligt paradoks, eftersom en konsekvens af definitionen er, at liv ikke kan defineres. Træet, vinden, vandet, lever ikke. Det er samspillet og udvekslingen, der lever. For ellers ville liv kunne leve alene og for sig selv, og det kan det ikke. Liv lever, og så er vi atter tilbage ved selvreferencen.

 

 

Det levende er dermed i en vis forstand et uafklaret forhold, men på en åbenbar måde, hvor det ikke kalder på afklaring. Vi kan driste os til at hævde, at liv og det uafklarede måske endda er et og det samme? Der er liv i mit forhold til de to tallerkener, ved at jeg ikke bestemt kender deres respektive oprindelsessteder. Der er liv i en samtale, så længe den er levende, hvilket i en eller anden udstrækning må forståes på den måde, at noget uafklaret endnu råder. Der er liv i en strategiproces, så længe noget endnu er uafklaret, og således må den ellers typiske adskillelse mellem udvikling og implementering falde. Og så videre.

 

5) I retning af en konklusion: Om at bevare interesse

 

I filmen “The Brutalist” fra 2024 af Brady Corbet, går hovedkarakteren (og vi, der ser filmen) så grueligt meget igennem. En ungarsk jødisk arkitekt rejser straks efter afslutningen af anden verdenskrig til USA, og vi følger hans møje og besvær gennem et par årtier.

Ved filmens slutning, efter tre og en halv time, springes der små tyve år frem i tiden. Arkitekten er blevet gammel, og vi forstår hans møje og besvær gennem arkitektoniske frembringelser, til sidst er blevet anerkendt. Ved en hyldest til ham holder hans niece en tale, og den og hele filmen slutter med følgende citat:

“In the end it’s the destination, not the journey”

- Szofia i “The Brutalist”

 

For vor hovedperson, og i al fald mig som tilskuer, var det en brutalt åbnende slutning. Det er ikke koncentrationslejren, det er ikke flugten, det er ikke tiden i armod, det er ikke udnyttelsen og tragedierne; det er hvad der kommer ud af det hele.

Det fik mig til at tænke på følgende modsatrettede citat af Ernest Hemmingway, som jeg tror slutreplikken fra filmen var en kommentar til:

“It is good to have an end to journey towards, but it is the journey that matters, in the end”

- Ernest Hemmingway (5)

 

Spændingen mellem disse to citater er til at få øje på. Er det målet eller vejen? Hvilken skal vi organisere og forstå os selv efter? Er målet væsentligst, og så må vi indrette vejen derefter? Eller en variant af samme model; nok kender vi ikke målet før vi er der, men vi må langs vejen organisere os efter at komme i mål.

Modsat står Hemmingway-citatet. Nok er det godt at have et mål - måske for ikke at blafre skødesløst efter vindens luner - men det er vejen, det handler om. Sansningerne, tilstedeværelsen, det faktisk levede liv mens det er der.

Jeg forelagde citaterne, mine overvejelser og hvordan jeg tænkte det forbandt sig med dette essay for lektor ved Københavns Professionshøjskole, Rikke Lawsen. Hun replicerede umiddelbart:

“Det handler hverken om vejen eller målet. Det handler om hvorvidt interessen bevares”

Bevare interessen i det nuværende, i det nærværende og i det herværende. Bevare interessen, hvis det er muligt, og hvis ikke det er, så er det, fordi der ikke er interesse.

Interessen for et fænomen kan kun være til stede, dersom noget står uafklaret. Hvem udviser interesse i noget, der er færdigt, afsluttet, afrundet? Når interessen bevares, sker det i det uafklarede. Når interessen bevares, er der liv til stede. Når interessen bevares, har måden at adressere interessen på virkning. Når interessen bevares, er sandheden og søgen efter den på spil. At bevare interessen har potentiale til at samle elementerne fra dette essay.

 

 

Nok er et maleri færdigt og afklaret som maleri, når det hænger på et museum. Men det hænger der for at fatte interesse. Det hænger der så længe, der er interesse for det. Det fatter interesse for dig, dersom der opstår noget uafklaret mellem dig og maleriet. Der er samspil mellem dig og maleriet. Der er liv til stede - i det uafklarede forhold mellem dig og maleriet, men kun så længe interessen bevares.

At organisere sig rundt om interesse udgør en anden skæring og vinkling, end at forsøge at bestemme forholdet mellem vejen og målet. Interesse er at bevare liv i relation til et fænomen eller spørgsmål. 

Hvis interessen bevares, så beslutter beslutningen sig selv. Hvis interessen bevares, behøver der ikke være et besluttende subjekt. Beslutningen kan meget vel være et resultat af den levende interesse, hvor undersøgelse, opmærksomhed og afprøvning skaber bevægelser og fluktuationer, der - måske - kan sætte sig i former som afklaring og beslutning. Måske disse former ikke benævnes beslutning og afklaring, men i stedet kaldes selvfølgeligheder og hvad noget viste sig at være. Eller at interessen forsvandt, flyttede på sig eller ændrede sig, hvilket også er en art beslutning.

Hvis interessen bevares og fænomener former sig levende blandt andet forårsaget af interessen, så er der slet ikke samme behov for benævnelser. Eller behovet for benævnelser flytter måske hen til forandringsmetaforisk sprogbrug. Det har ændret sig, det er mere, det er flydt sammen med noget, det larmer mindre og lidt mere rart.

I dette perspektiv bliver det væsentligste måske et dialektisk forhold mellem interessen selv og det, den er interesse for? Og nysgerrigheden og det, den er nysgerrig efter. Og undersøgelsen og det, den er undersøgelse af. Forholdet giver ikke nødvendigvis sig selv.

Vores optagethed af det vi har interesse for, kan ofte skærme for opmærksomhed på det at have interesse. Hvad det at have interesse gør, hvordan eller hvor meget man kan forme sin interesse, sin attitude, sin strukturering. Og spørge sig selv, at hvis beslutningen beslutter sig selv, gælder det da både for det, interessen peger på og for interessen i egen ret? Det er ikke givet. En stille antagelse kan være, at det måske i livets og hverdagens jag, i de mange hensyn og opmærksomheder, der byder sig til, at interessen i egen ret kan kalde på en grad af strukturering. Hvordan indrette sig, prioritere og finde passende former for interessen, så der kan bevares liv i det, den er interesse for? Det kan også være omvendt; at interessen giver sig selv og strømmer af egen kraft, men at der kan være brug for lidt struktur og retning for det, den er interesse for.

Med andre ord: er det væsentligste interessen selv eller det, den er interesse for? Det kan man selv gøre op i situation efter situation, og derfra stille antage, at det væsentligste gerne må stå uafklaret og ikke-struktureret, så beslutningen får mulighed for og anledning til at beslutte sig selv.

Det bliver et afsluttende kuriosum at bringe ordet mirakel i spil. Ordet kommer af latin “miraculum”, der betyder “genstand for vores undren”. Vi kan genfinde miraculum som stamme for blandt andet mirror, det engelske ord for spejl. Der står vi og ser ind i spejlet, og undrer os over hvad hulans, det er vi glor på. Det er jo ikke os selv, men et spejlbillede. Vi er selv den, der betragter, og vi forledes til at tro, at vi også er det betragtede. Men det er vi ikke. Spejlbilledet er en af mange mulige repræsentationer og versioner af os, af betragteren. 

Miraklet er altså ikke nødvendigvis betinget af Guds indgriben i verden, i al fald hvis vi tager ordet på pålydende. Det er heller ikke vores undren i sig selv (det hedder på latin mirari), det er genstanden for vores undren, der er miraklet. Altså i en eller forstand uafklarede fænomener, siden de påkalder sig vores undren.

Måske miraklet kan være det mindst ringe af alle tænkelige begreber, der kan bringe denne tekst mod en slutning?

Tænk miraklet - det, der er genstand for vores undren - som en flugtlinje ud af alle de forsøg, der nærmest uundgåeligt gerne vil afkræve det uafklarede en bestemthed. Der kræver en navngivning indenfor spektre af orden-kaos, regel-undtagelse, magt-afmagt og så aldeles videre.

 

 

Vi kræver gerne af vores begreber, vores sanser og vores tænkning, at enten går det op, eller også er der en art udenoms forklaring på, at det ikke går op. Vi bryder os sjældent om at efterlade noget på perronen. Men det uafklarede må ikke altid og ufravigeligt lade sig indfange, og det forhold må vi forsone os med det. Det kan vi måske med miraklet som mellemkomst.

Om miraklet er et mellemrum, en sandhedsadgang, en virkningsforståelse, et levende fænomen, et mellemrum, eller en opretholder af interesse - det må godt være det hele, det må godt være noget andet eller noget flydende rundt i hele molevitten. Det er alt godt.       

 

De syv frembragte bud på “De to tallerkeners princip”

               

“Når et mellemrum danner imaginær realitet, er verden blev større”

 

“I det uafklarede forhold mellem flere elementer, lever mulighederne bedst”

 

“Sandhed er den stilling med en situation, der skaber mest eller bedst forløsning”

 

“Virkningen af en stilling og en handlemåde, skal måles efter dens relevante udfaldsrum”

 

“Det levende er ikke-afklaret, og det ikke-afklarede er levende”

               

“Det handler hverken om vejen eller målet. Det er handler om hvorvidt interessen bevares”.

 

“Ker dig om din undren, ker dig om det, der er genstand for din undren, og ker dig om forholdet mellem de to”

 

Litteratur- og genstandsliste

 

(1) Billedet er taget af forfatteren, og viser to tallerkener købt fra Juelsminde Keramik, cirka 1975.

(2) “What’s the use of truth?” (bog) - Richard Rorty, University of Columbia Press, 2007.

(3) Den Danske Ordbog (digitalt opslagsværk) - ordnet.dk.

(4)  “The Brutalist” (film) - Instruktion: Brady Corbet, 2024.

(5) Citatets oprindelse er omstridt. Det tilskrives ofte Ernest Hemmingway, men der kan ikke findes en endelig og sikker reference. Til gengæld optræder citatet i den angivne form i følgende værk: “The Left Hand of Darkness” (bog) - Ursula K. Le Guin, Ace Books: Grosset & Dunlap Company, New York, 1969.