Anmeldelse: Kunsten at skabe dømmekraft

Klaus Majgaard har skrevet en usædvanligt stærk bog om ledelse i politisk styrede organisationer. Bogens styrke er dens præcise beskrivelse af, hvordan ledere kan understøtte professionel dømmekraft. Dens svaghed er, at den i mindre grad interesserer sig for de organisatoriske og kollektive processer, hvor dømmekraft også skabes.

Med bogen har Majgaard et ædelt formål med at bistå ledere i politisk styrede organisationer som kommuner, regioner og stat mv. med at skabe vilkår for, at andre kan lykkes i deres arbejde. Den korte version er, at det lykkes han rigtig godt med. En vigtig opgave for ledere af fagprofessionelle er at lede lærere, pædagoger, socialrådgivere, SOSU-assistenter, sygeplejersker mv. så de kan udføre deres arbejde under varetagelse af faglige skøn og hensyntagen til de politiske forventninger og beslutninger. I det konkrete velfærdsarbejde er begge ofte modstridende logikker i spil, og bogens pointe er, at ledelse handler om at bygge bro mellem de to logikker. For at nå frem til denne pointe introducerer bogen begrebet dømmekraft og folder det grundigt ud.

Bogen er solidt teoretisk funderet, og man er ikke i tvivl om, at dens argumenter bærer igennem og kan holde til en del teoretisk kritik.

Allerede inden man åbner bogen, bliver man guidet ind i dens didaktiske tilgang. På forsiden er et billede af en enkel stiliseret model, der sammen med titlen antyder, at vi har at gøre med en lærebog af den slags, som guider læseren (lederen) i arbejdet med at styrke sin praksis. Det løfte lever bogen til fulde op til, og man skuffes ikke ved læsningen.

Bogens formål og opbygning

Bogen er skrevet som lærebog til master- og diplomuddannelser i offentlig ledelse, og som læser bliver man ført gennem bogens pointer via dens tydelige didaktik.

Bogens første halvdel præsenterer en samlet model for, hvordan man som leder kan skabe betingelser for dømmekraft i værdiskabende processer, der bygger bro mellem professionel og politisk logik. Her introduceres en teoretisk model, som i sin grafiske enkelhed bliver en gennemgående figur i hele bogen. Det gør det lettere for læseren at følge, hvor vi befinder os i de mere teoretisk krævende afsnit, og hvorfor disse afsnit er vigtige i den samlede argumentation.

Bogens anden halvdel præsenterer en række eksempler på, hvordan dens analyser kan anvendes i praksis til at skabe betingelser for dømmekraft. Vi får eksempler på ledelse af rammer for dømmekraft – eller stilladsering af dømmekraft – i institutioner, der leverer ydelser direkte til borgerne. Derudover gives der eksempler på, hvordan kommunale og regionale forvaltninger leder institutioner, og endelig på hvordan staten gennem regulering påvirker den professionelle praksis.

Majgaard er en mand med stor viden og mange ord, og bogen er på over 300 sider. Der er stof i den både for dem, der vil forstå de teoretiske argumenter, og for dem der mere direkte vil guides i, hvordan de som ledere kan bruge bogens analyser og modeller til at styrke deres egen ledelse. Hovedpointer gentages og samles op gennem bogen, hvilket på den ene side nogle gange kan være for meget, og på den anden side nok også vil fungere fint for studerende, der dermed ikke efterlades i tvivl om pointer og sammenhænge.

Dømmekraft

Kernebegrebet i bogen er dømmekraft, og dette begreb begrundes overbevisende teoretisk. Majgaard varedeklarerer sit teoretiske udgangspunkt som institutionel teori med fokus på, hvordan vi som aktører både er med til at skabe og selv bliver skabt af vores institutionaliserede omgivelser. I megen institutionel teori forstås handlinger primært som noget, der har til formål at skabe symbolsk legitimering. Hos Majgaard suppleres dette imidlertid med en væsentlig pointe: Al praksis foregår også i en materiel virkelighed. Læreren møder eleverne i den virkelige verden, lægen møder patienten, og så videre.

Praksis bliver derfor et samspil mellem materielle processer og symbolske legitimeringsregimer. Det er netop i kompromiserne mellem disse to systemer, at dømmekraften udøves. Det er en væsentlig styrke ved bogen, at den medtager den materielle praksis og de faktiske processer og ikke alene fokuserer på, hvad der skaber symbolsk legitimitet. Dermed bliver det muligt for praktikere konkret at genkende sig selv i analysen, og det gør begrebet dømmekraft præcist og anvendeligt.

Majgaard forstår i bogen dømmekraft som kompromisser mellem den symbolske legitimering og den materielle praksis, og den skabes på baggrund af to andre centrale logikker: den politiske logik og den professionelle, faglige logik. Dømmekraft defineres som evnen til at skabe faglige skøn og fælles handling i spændingsfeltet mellem professionelle og politiske logikker.

Her bliver begrebet dømmekraft meget konkret, og det er en stor styrke ved bogen. Det er samtidig et tydeligt eksempel på bogens solide teoretiske udgangspunkt og dens konkrete tilgang til ledelsesmæssig praksis. For ledere bliver det klart, hvilke rammer og betingelser den professionelle dømmekraft skal udøves under.

Selvom Majgaard ikke selv bruger begrebet faglig ledelse, er det jo netop ledelse af professionelle og deres faglige praksis, bogen handler om. I forhold til de fleste andre aktuelle bøger, artikler mv. om faglig ledelse, er Majgaard meget tydelig med, at den faglige side af ledelsen ikke står alene, men at den foregår i en politisk kontekst. Dette perspektiv står han nærmest alene med i den nyere danske ledelseslitteratur, og det er en kæmpe styrke ved bogen. Her bliver den virkelig brugbar, og det er nok i den forbindelse, at bogens aktuelle relevans for offentlige ledere træder allertydeligst frem.

Jeg er dog ikke sikker på, at det er en kunst at skabe dømmekraft. Jeg vil hellere kalde det åndværk (i modsætning til håndværk) forstået som noget, der kan læres og trænes, og som man kan øve sig på og blive bedre til. Noget man som leder måske kan komme til at beherske, så man kan frigøre sig fra stive teorier og modeller og blive i stand til at improvisere frit efter de faktiske forhold. Det sidste kan måske nok kaldes kunst, men som almindelig leder kan man roligt nøjes med at stræbe efter det gode åndværk.

Ledelse

Det gode åndværk er i bogen defineret som ledelse af professionelle til at kunne skabe handling i komplekse situationer, hvor der er konkurrerende logikker på spil. Og det gøres til noget meget praktisk og håndterbart for lederne i politisk styrede organisationer. Majgaard kommer med særdeles konkrete og detaljerede anvisninger på, hvordan man som leder kan gå til opgaven med at skabe betingelser for udøvelse af dømmekraft gennem en række konkrete ledelsesgreb.

Netop fordi bogen handler om ledelse, bliver det imidlertid også relevant at spørge, hvad Majgaard egentlig forstår ved ledelse. Her er bogen mindre tydelig og konsekvent i sin begrebsanvendelse. Gennem det meste af fremstillingen behandles det at udøve ledelse og de opgaver, som den formelle leder varetager, som om de er det samme, uden at dette gøres eksplicit. På dette punkt har bogen meget til fælles med en stor del af den øvrige ledelseslitteratur. Samtidig er Majgaard tydeligvis selv opmærksom på problemstillingen. Han henviser blandt andet til, at ledelse kan udøves af andre end den formelle leder, og han inddrager teorier, hvor ledelse forstås som skabelsen af retning, koordinering og commitment i en organisering. Ligeledes refererer han til teorier om ledelse i selvstyrende grupper. Fælles for disse perspektiver er, at lederen ikke har den samme privilegerede position som udøver af ledelse, som man ofte møder i klassisk ledelsesteori. Derfor ville bogen efter min vurdering have stået endnu stærkere, hvis den havde været mere konsekvent og eksplicit i sin definition og anvendelse af ledelsesbegrebet. Den ville dermed også på dette punkt have skilt sig positivt ud fra mange af de nyere bøger om ledelse.

Denne uklarhed får også betydning for bogens praktiske anvendelighed. I den konkrete velfærdspraksis står medarbejdere ofte alene med at skulle vurdere og udøve dømmekraft. Det er langt fra altid, at en formel leder er til stede, når de afgørende faglige vurderinger skal foretages. Samtidig udvikles og kvalificeres dømmekraft ofte i dialogen mellem kolleger og i de faglige fællesskaber omkring opgaveløsningen. Her står bogen lidt svagere og mindre praktisk orienteret end i sin beskrivelse af ledernes ledelsesgreb. Majgaard understreger flere steder betydningen af at træne og udvikle fælles dømmekraft, men han bliver ikke tilsvarende konkret i sine beskrivelser af, hvordan medarbejdere og kollegiale fællesskaber kan understøtte denne proces. Dermed bliver bogens analyse stærkest i beskrivelsen af lederens rolle, mens de kollektive processer, hvor dømmekraft også formes og udvikles, får en mindre fremtrædende plads.

Afslutning

En helt aktuel undersøgelse fra Københavns Professionshøjskole om offentlige lederes oplevelse af deres lederliv, Arbejdslivet som leder i det offentlige (Davi et al., maj 2026), kan bruges til at perspektivere Majgaards pointer i praksis. Undersøgelsen viser sammenfattende, at lederne oplever lederrollen som meningsfuld, men også som en rolle, der udføres under vanskelige vilkår som topstyring og bureaukrati uden tilstrækkelig forståelse for praksis. Lederne peger ikke entydigt på den politiske topstyring som problemet, og kritikken retter sig i lige så høj grad mod de ledelseslag, der befinder sig mellem dem selv og politikerne.

Set i forhold til Majgaards bog peger undersøgelsen på to forhold. For det første viser den, at det ikke nødvendigvis er muligt for ledere at skabe dømmekraft alene ved hjælp af de modeller og tænkeredskaber, bogen præsenterer. I det forvaltningsmæssige spil mellem politikere, forvaltningsledelse og ledere af den borgernære velfærd er der mange andre hensyn på spil, som bogen kun i begrænset omfang tager højde for, og som i praksis kan forstyrre arbejdet med dømmekraft. Beslutninger formes ikke kun i spændingsfeltet mellem politisk og professionel logik, men også af organisatoriske hierarkier, administrative rutiner, styringskrav, oversættelser mellem ledelseslag og forskellige grader af afstand til praksis.

For det andet peger undersøgelsen imidlertid også mere opløftende på bogens relevans. Hvis man vil lykkes med at skabe dømmekraft gennem hele beslutningskæden — fra politikerne, gennem forvaltningsledelsen og videre til institutionslederne — er det netop nødvendigt, at man arbejder fælles med de begreber, modeller og anvisninger, som bogen stiller til rådighed. Bogen bliver dermed ikke kun relevant for den enkelte leder, men også som et fælles grundlag for samtaler i hele organisationen om, hvordan dømmekraft kan udvikles, understøttes og beskyttes i politisk styrede organisationer.

Det særlige ved Majgaards bog er, at den er meget tydelig om, hvad det vil sige at bedrive ledelse i politisk styrede organisationer. Den tager det politiske alvorligt både som teoretisk perspektiv og som institutionel faktor. Bogen indfører læseren i de handlemønstre og logikker, der præger det politiske system, og den viser, hvordan disse logikker får betydning for ledelse, faglighed og organisatorisk praksis. Det sker teoretisk solidt, og forfatterens egne erfaringer bidrager samtidig til at gøre perspektivet mere relevant og genkendeligt, end det ofte er tilfældet i fremstillinger skrevet af teoretikere uden samme praktiske ballast som Majgaard.

Denne styrke har dog også en pris. Bogens stærke fokus på det politiske betyder, at andre vilkår i store og komplekse organisationer træder mere i baggrunden. Vi får eksempelvis ikke en tilsvarende udfoldet diskussion af de interne organisatoriske dynamikker, der opstår mellem ledelseslag, stabe, institutioner og driftsenheder. Vi får heller ikke en egentlig diskussion af, hvordan et samskabelsesperspektiv på dømmekraft i sådanne organisationer kunne åbne for nye handlemuligheder for lederne. Det må man leve med. Til gengæld får man en solid lærebog, der giver ledere et stærkt grundlag for at analysere de vilkår og rammer, de leder under, og for at arbejde mere bevidst med at skabe betingelser for dømmekraft i politisk styrede organisationer.

Bogen placerer sig stærkt i ledelseslitteraturen for offentlige ledere ved at være meget konkret på, hvordan ledelsesopgaven mellem politiske og faglige logikker kan udøves gennem en række velbeskrevne ledelsesgreb. Den egner sig til læsning for offentlige ledere på alle niveauer – og for den sags skyld også de politiske ledere, som kan blive meget klogere på, hvordan deres beslutninger mødes i den faglige praksis i institutioner og forvaltninger.

Referencer