Anmeldelse: Dømmekraft

Efter årtiers vedvarende kritik af bureaukratisk overstyring i den offentlige sektor – og en række forsøg på at gentænke styring gennem begreber som fx tillid og samskabelse – fremstår “frisættelse” i dag som den nyeste formulering af ambitionen om at skabe mere meningsfuld og handlekraftig offentlig ledelse. Spørgsmålet er imidlertid, om frisættelsen markerer et reelt brud – eller om den snarere indskriver sig i en række af reformuleringer, hvor nye begreber lover det, de gamle ikke formåede at indfri.

Det er ind i denne problematik, Karina Solsø placerer sin bog Dømmekraft – ledelse i social kompleksitet. Bogen fremstår som et ambitiøst og velkomponeret forsøg på at give dømmekraft et teoretisk og praktisk fundament og på at vise, hvordan ledelse i dag kan forstås som navigation i sociale processer præget af uforudsigelighed, gensidig afhængighed og flertydighed. Solsø fremstiller dømmekraft som en proces, der udfolder sig i spændet mellem krop, refleksion, forestillingsevne og moralske dyder – og i fællesskaber, hvor handling opstår gennem undersøgelse snarere end igennem kontrol.

Bogens tre dele

Bogen er bygget op, så man som læser gradvist, bevæger sig fra en forståelse af samtidens udfordringer til konkrete bud på, hvordan ledelse kan praktiseres i en kompleks virkelighed.

I første del beskriver forfatteren de vilkår, der præger ledelse i dag. Solsø tager udgangspunkt i, at organisationer befinder sig i en social kompleksitet, hvor forudsigelighed og uforudsigelighed sameksisterer. Og over for dette beskriver hun det vilkår og paradoks, at vi har et samfund, som er præget af acceleration, stigende krav og et vedvarende pres på organisationers hurtige beslutninger, der kalder på forenkling.

Anden del etablerer bogens teoretiske fundament med kompleksitetsteori, amerikansk pragmatiske, Hanna Arendts politiske filosofi samt praksisteori. Med introduktion af disse perspektiver, tilbydes man som læser således et sprog til at forstå og arbejde med kompleksitet i organisationer. Fælles for perspektiverne er, at de bidrager til en mere nuanceret forståelse af sociale dynamikker, usikkerhed og flertydighed, og hvordan man kan udvikle kritisk refleksion i ledelsesarbejdet.

I tredje del omsætter Solsø teorien til praksis og hendes tilgang til dømmekraft sættes i arbejde. Der sker, når hun præsenterer eksempler, cases og refleksionsspørgsmål, som understøtter arbejdet med ’undersøgelsesfællesskaber’, hvor ledere sammen kan sætte tempoet ned, undersøge udfordringer og skabe grundlag for nye handlemuligheder. 

Kunsten at kompleksificere

Det, der særligt gør bogen læseværdig, er dens vedholdende argumentation for nødvendigheden af ikke at reducere kompleksitet, men tværtimod at arbejde i den. Solsø insisterer på, at ledelse i social kompleksitet ikke handler om at forenkle eller skabe entydighed, men om det, hun betegner som at “kompleksificere” – dvs. at kunne rumme flertydighed og holde åbent for flere samtidige perspektiver. Dette arbejde forankres i den pragmatiske praksisteoretiske tilgang, hvor dømmekraft udvikles gennem en undersøgende orientering mod det, der faktisk bevæger sig i praksis. Her bliver refleksion ikke en tilbagetrækning fra handling, men en måde at kvalificere deltagelse i den på.

Denne tilgang kobles til en ambition om at lede i retning af moralsk og menneskelig vækst. Med inspiration fra Hannah Arendt bliver dømmekraft knyttet til evnen til at træde frem i den offentlige arena og tage ansvar i situationer præget af tvivl og flertydighed. Det indebærer en villighed til ikke blot at søge sikre svar, men at blive i det uafklarede og lade dømmekraften udfolde sig i spændingsfeltet mellem forskellige hensyn. Her bliver ledelse ikke blot et spørgsmål om beslutningstagning, men om at stå ved og forholde sig i den flertydighed og tvivl, som komplekse situationer uvægerligt rummer.

Solsøs styrke som praktiserende og erfaren erhvervspsykolog træder stærkt frem i denne sammenhæng. Gennem en række eksempler illustrerer hun, hvordan hun konsultativt har bragt ledere ind i dømmekraftsfremmende processer, hvor refleksion, dialog og handling væves sammen. Med inspiration fra blandt andre Patricia Shaw betones betydningen af et sensitivt og nærværende engagement i de relationelle mikro-dynamikker, hvor dømmekraft opstår. Konsulentens rolle bliver her ikke at levere løsninger, men at facilitere processer, hvor ledere involverer sig i en undersøgende praksis og udvikler deres dømmekraft i samspillet.

Dømmekraft som fælles anliggende

Bogen bevæger sig fra en diagnose af samtidsvilkår til konkrete bud på ledelsespraksis. Med afsæt i sociologiske og filosofiske analyser af acceleration og fremmedgørelse – blandt andet hos Hartmut Rosa og Rahel Jaeggi – tegnes et billede af organisationer under massivt pres: økonomiske stramninger, reformer, øgede dokumentationskrav og forandrede borgerforventninger. Kompleksitet beskrives ikke som et problem, der kan elimineres, men som et grundvilkår, der må håndteres. I forlængelse heraf advarer Solsø mod de faldgruber, der opstår, når det komplekse søges reduceret til noget styrbart – med risiko for ufrihed, demotivation og fremmedgørelse som konsekvens.

Netop her opstår imidlertid også væsentlige spørgsmål. Dømmekraft fremstilles på den ene side som en vej til mobilisering af ’fælles handling; at integrere pluraliteten af perspektiver’ (s. 42), men i kommunikationen til målgruppen og fremstillingen af eksempler kommer dømmekraften til at fremstå som et anliggende, der primært vedkommer den enkelte leder. Det kan f.eks. ses i beskrivelsen af lederens evne til at respondere på kompleksitet med plads til menneskelige, moralske og relationelle aspekter, eller som det opsummeres: ’Lederes evne til at skabe kloge løsninger på tidens komplekse problemstillinger fordrer en forståelse af den sociale kompleksitet.’ (s. 185). Herved risikerer fokus at forskydes mod individets kapacitet til at håndtere kompleksitet, frem for mod de kollektive og strukturelle betingelser, der former denne mulighed.

Her savner denne læser, at betydningen af deltagelse i praksisfællesskaber blev tydeligere udfoldet som et fælles anliggende. En sådan forskydning kunne åbne for en mere eksplicit analyse af, hvordan dømmekraft ikke blot er noget, ledere evner at udøve, men noget der udvikles og forhandles i organisatoriske fællesskaber, hvor magt og ledelse er bredt distribueret. Dermed kunne også den strukturelle kritik – af de betingelser, der henholdsvis muliggør og begrænser dømmekraft – træde klarere frem i en organisatoriske kontekst.

Denne spænding peger på en mere grundlæggende problematik i frisættelsesdagsordenen: ønsket om autonomi inden for rammer, der fortsat er præget af styring. Solsø er selv opmærksom på denne udfordring, blandt andet gennem sin analyse af den cartesianske angst – behovet for sikkerhed og kontrol i mødet med kompleksitet. Men spørgsmålet er, om denne indsigt i tilstrækkelig grad omsættes til en kritik af de strukturelle betingelser for dømmekraft. Hvis frisættelse skal være mere end en retorisk ambition, kræver det ikke alene ledere med evnen til at udøve dømmekraft, men også organisatoriske rammer og ledelsesmæssig handling, der legitimt muliggør afvigelse, eksperimenter og faglig autonomi i organisationens arbejdsfællesskaber.

En bog til tiden

Trods disse forbehold fremstår Dømmekraft – ledelse i social kompleksitet som et væsentligt og aktuelt bidrag til ledelseslitteraturen. Hvor meget litteratur om autonomi og frisættelse tenderer mod det normative og idealiserede, formår Solsø at fastholde kompleksiteten og insistere på det nødvendige – og krævende – arbejde med at blive i den. Bogen tilbyder dermed ikke blot et begreb, men et sprog og en praksis for at forstå og udvikle dømmekraft i en tid, hvor kompleksiteten ikke kan reduceres, men må håndteres.

Bogen kan anbefales til ledere og ledelseskonsulenter, der arbejder med lederudvikling og personligt lederskab, og som ønsker at udforske dømmekraftens betydning i en kompleks og frisat praksis. Samtidig skærper bogen opmærksomheden på et centralt spørgsmål: om dømmekraft primært er noget, der udøves af den enkelte leder, eller om den i lige så høj grad må forstås og udvikles som et kollektivt anliggende i organisatoriske fællesskaber.